Flere vil være sygeplejersker

Foto: TV ØST

University College Sjælland har oplevet en markant stigning i antallet af ansøgere, som gerne vil ind på sygeplejerskeuddannelsen.

I et klasselokale I Nykøbing Falster sidder fremtidens sygeplejersker. Mens den ene drømmer om at blive anæstesisygeplejerske, drømmer den anden om at arbejde i mave-tarm kirurgien. Fælles er de dog om drømmen om at blive uddannet som sygeplejerske.

- Begge mine forældre arbejder inden for sundhedsvæsnet, så det lå ret meget i mit blod, at jeg også skulle gå den vej, siger Maria Lindkoch, som læser til sygeplejerske i Nykøbing Falster på University College Sjælland.

Flere ansøgere end nogensinde

Maria Lindkoch er ikke den eneste, der gerne vil være sygeplejerske. University College Sjælland har nemlig i år fået flere kvote 2 ansøgninger end nogensinde før. Hele 2721 har søgt ind i 2015. Det er en stigning på hele 44 procent siden sidste år. En udvikling som bliver hilst velkommen af Dansk Sygeplejeråd.

- Det er en glædesdag i dag, at så mange gerne vil være sygeplejersker. Hvis man kan finde ud af at fastholde dem i Region Sjælland, så kommer det både sygehuse og patienter til gode her i regionen, siger Helle Dirksen, der er Kredsformand for Sjælland hos Dansk Sygeplejeråd.

Jobmulighed efter uddannelse

En af årsagerne til stigningen skal formentlig findes i, at det er muligt at få job efter endt uddannelse.

Det mener Dorte Guling, der er uddannelseschef for sygeplejerskeuddannelsen på UCSJ.

-  89 procent af vores studerende har job efter et år. Det har vi også været ude at fortælle for at promovere vores uddannelse, siger Dorte Guling.

Kvote 2-ansøgere bliver optaget på andre kvalifikationer end deres karaktergennemsnit. Den ordinære ansøgningsfrist er først til sommer, så det er svært at forudse, hvor mange ansøgninger de vil få til uddannelsen i Nykøbing Falster.

02:37 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App