Flere fattige sjællændere

På 10 år er antallet af økonomisk fattige på Sjælland fordoblet. I hver fjerde kommune vokser fattigdommen, viser en analyse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samlet set er antallet af fattige i Danmark faldet fra 2011 til 2012: fra 45.400 til 44.100.

Men de seneste tal på området viser, at det går den forkerte vej i nogle kommuner.

Især på Sjælland er stigningen markant.

Her er antallet af økonomisk fattige fordoblet fra 2002 til 2012. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Slagelse har mange fattige

Slagelse Kommune er en af de kommuner, der i mange år har haft relativt mange økonomisk fattige, og ifølge de seneste tal er gruppen af fattige også vokset fra 2011 til 2012.

Det mærker Mognes Lindstrøm, som er næstformand for Rådet for Socialt Udsatte i Slagelse og som til dagligt arbejder hos Foreningen Ringen, der arbejder med tidligere alkoholmisbrugere.

- Der bliver ikke færre, men flere og flere, der ikke har råd til almindelige fornødenheder som f.eks. at få ordnet tænder, siger han til Jyllands-Posten.

S. Skævvridning af Danmark

Socialdemokraternes socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil siger, at afskaffelsen af de såkaldte fattigdomsydelser som starthjælp og kontanthjælpsloftet først for alvor slår igennem i statistikkerne i 2015.

- Men der sker en skævvridning i dele af Danmark, som vi skal være meget opmærksomme på. På Sjælland har København suget unge uddannelsessøgende til sig, og modsat tidligere vender de ikke længere tilbage, når de først er uddannet, siger hun til Jyllands-Posten.

Hvornår er man fattig?

  • Regeringen har defineret en økonomisk fattig person, som en, der tre år i træk har haft mindre end 103.200 kr. om året efter skat (beløbet svarer til halvdelen af medianindkomsten - dvs. den midterste indkomst i hele landets indkomstfordeling) eller en netooformue pr. voksen i familien på under 100.000 kr.
  • ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skal de fattige nok mest findes blandt enlige kontanthjælpsmodtagere eller familier, der er faldet ud af kontanthjælpssystemet samt folk, der kun får en mindre del af førtidspensionens normale beløb, fordi de ikke har været i Danmark længe nok.
  • Endelig er der også en gruppe fattige blandt små selvstændige, der enten har underskud eller tjener meget lidt.

 


Nyhedsoverblik