Farlige bilister ved Storebælt

Antallet af spøgelsesbilister er rekordstort i år. Et af de steder, hvor politiet ser for mange eksempler på bilister, der kører mod trafikken er ved Storebæltsbroen.

Grunden er, ifølge politiet i Slagelse, at nogen bilister opdager, at de er kørt for langt, når de når til betalingsanlægget. Derfor vender de bilen eller bakker og kører mod kørselsretningen. Den uansvarlige kørsel ved broen kan få alvorlige konsekvenser for både spøgelsesbilisten og de andre bilister.

- I sidste ende kan det koste menneskeliv, siger Georg Andersen, vicekommissær ved Politiet i Slagelse.

Fra Sund og Bælt lyder rådet at undgå at gå i panik og vende bilen - og i stedet tage det roligt og bede bropersonalet om hjælp til at komme væk fra betalingsanlægget.

- Der er en afkørsel ude til højre lige før anlægget, som man kan tage. Hvis man er kørt forbi den, gælder det om at tage det roligt og få hjælp af personalet, siger John Jensen, afdelingschef, Sund og Bælt.

Hvis en spøgelsesbilist bliver stoppet af politiet, står han til en bøde og betinget frakendelse af sit kørekort.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App