Far nægter vold mod søn

Foto: TV ØST

En 37-årig mand, tiltalt for i flere år at slå og true sin søn, nægter sig skyldig. Han forklarer, at nogle få slag og trusler er sket i afmagt.

En grov sag om vold mod en dreng er i disse dage for Retten i Næstved. Her nægter en far sig skyldig i anklagerne om, at han skulle have slået og truet sin søn. Det skriver eb.dk.

I en periode på 8 år har manden angiveligt udsat sin søn for utallige voldelige overgreb, som begyndte, da sønnen var 3 år. I et tilfælde har faren tvunget sønnen til at overvære ham brække halsen på flere kattekillinger, lyder en af påstandene i anklageskriftet.

Bagefter har han angiveligt hakket killingerne over med en spade og sagt til sønnen: 'Næste gang er det din tur'. I retten forklarede han ifølge avisen, at de tog livet af en enkelt kattekilling med en skovl, fordi den var syg, men han afviser at skulle have truet sønnen med at ville gøre det samme mod ham.

Kun for sjov

Han har også fortalt i retssalen, at han og sønnen af og til sloges for sjov, at han måske har råbt lidt af ham i ny og næ, og at han i afmagt har slået ham 5 gange. Derudover har han truet ham på livet, men det var på grund af det frie sprog de havde i hjemmet.

Han afviser dog at have været direkte voldelig mod sønnen, selv om han i grundlovsforhøret i juni erkendte netop den del.

Den 37-årige har forklaret, at han lider af nogle psykiske problemer.

Fik tæsk i fødselsdagsgave

Det er tilsyneladende ikke kun drengen, som har været udsat for farens voldelige temperament. 2 tidligere kærester har angiveligt også været udsat for vold og trusler fra den 37-årige.

I forbindelse med en af ekskæresternes fødselsdag har den tiltalte taget fat i hende, kastet hende op mod væggen og revet hende i håret, lyder en af anklagerne.

En anden gang har den 37-årige mand angiveligt truet samme kvinde med, at han ville voldtage hendes søster og filme det samt slå hendes forældre ihjel.

Trusler og jalousi

Fra starten af 2007 til 2008 har han ifølge anklagemyndigheden desuden sagt til ekskæresten, at han overvågede hende, og at han ville slå hende ihjel og partere hende med en spade. Men manden stoppede ikke der ifølge anklageskriftet.

Han har også truet en anden ekskæreste med, at han ville smadre hendes liv. Den tiltalte var blevet jaloux, efter at kvinden havde lagt et billede på Facebook af hende og en ven.

Manden har siddet varetægtsfængslet siden juni. Der ventes dom i sagen i december.

eb.dk/Ritzau

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App