Fandt død hund ved kanal

Foto: TV ØST

Foto: TV ØST

1 af 2

På en gåtur tirsdag fandt Gitte Svenssons mand en død hund ved en kanal ved Grevinge, men ingen ved, hvem den tilhører, eller hvordan den er havnet der.

Det er stadig uvist, hvordan en hund er havnet i kanalen ved Grevinge. Tirsdag blev den fundet på bredden, da Gitte Svenssons mand var ude at lufte parrets hunde.

- Han ringede til mig og sagde, at jeg hellere måtte komme, og så så jeg, at hunden lå død ved kanten af kanalen, siger Gitte Svensson.

Hunden blev fundet på Grevinge Kanalvej mellem Nykøbingvej og Færgevej ved 11-tiden tirsdag. Ifølge Gitte Svensson er der tale om en fransk bulldog, der er blandet med en mops og noget andet. Hunden havde nemlig hale, hvilket er atypisk for den race, fortæller hun.

Velnæret hund

De kontaktede først forskellige dyreorganisationer uden held. Så prøvede de politiet, der heller ikke kunne hjælpe, og til sidst kunne kommunen henvise til Dansk Autohjælp, som kom og hentede den døde hund. Den blev kørt til dyrlægen, som konstaterede, at hunden ikke var øremærket.

- Den har helt sikkert tilhørt nogen, for den var velnæret, så jeg undrer mig over, at der ikke er nogen, der har efterlyst den. Hvis det var min hund, der var forsvundet, havde jeg sat himmel og hav i bevægelse for at finde den. Det gør mig rasende, at der ikke er nogen, der har efterlyst den og sørget for, at den blev chippet, siger Gitte Svensson.

Efterlyst via Facebook

Hendes datter har sendt beskeden om den fundne hund ud på Facebook i håb om, at nogen ville reagere, og i håb om at nogen måske kunne opklare mysteriet om, hvorfor hunden er havnet i kanalen.

- Den havde et hul i den ene side af maven, men om det er fiskene, der har lavet det, eller om det er kommet på andre måder, ved jeg ikke, siger Gitte Svensson.

Ukendt sag hos politiet

Hos lokalpolitiet i Holbæk kender Otto Storm ikke til sagen, men siger, at hans kolleger formentligt har gennemgået dyrebogen for efterlyste dyr, hvis de er blevet kontaktet, og den gennemgang er der tilsyneladende ikke kommet noget ud af.

Gitte Svensson tog et billede af hunden på bredden. Det kan du se ved at klikke på 'flere billeder'. Vi skal advare om, at det kan virke ubehageligt.

Har du oplysninger om hunden, kan politiet kontaktes på telefon 114.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App