Falsk massør lænsede 83-årigs hjem for værdier

Foto: TV ØST

En 83-årig kvinde fik sig en dyr lærestreg, da hun forleden lukkede det, der viste sig at være en falsk massør ind i sit hjem i Ringsted.

83-årige Ulla Enevolds hjem på Søndre Parkvej i Ringsted blev tømt for værdier, da hun fredag fik besøg af en kvinde, som udgav sig for at være fra kommunen. Kvinden begyndte at give Ulla Enevold massage, men efter kort tid, fattede den ældre kvinde mistanke til personen og begyndte at gå sin lejlighed igennem.

Det viste sig, at der manglede sølvtøj fra reol og skuffer i stuen samt guldsmykker fra en taske i soveværelse. Derudover var der også stjålet fire kongelige figurer fra en stuereol, en ny, sort indkøbsvogn fra klædeskabet og 1200 kroner fra to punge i køkkenbordskuffe.

Ulle Enevold, som i øvrigt ingen indboforsikring har mod tyveriet, har beskrevet den falske massør som 35-40 år, lys i huden, talte gebrokkent dansk, elegant klædt, lang lys frakke, påstod at være fra Italien.

Vær opmærksom

Hos politiet har de før hørt om tricktyverier, hvor gerningsmanden eller kvinden giver massage til den forurettede.

- Vi har før hørt om metoden i Køgeområdet. Det er jo smart nok, for så har de i bogstaveligste forstand fat på beboeren og ved, hvor vedkommende er, mens medgerningsmanden går rundt og finder værdier, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Han opfordrer de ældre borgere til at være kritiske i forhold til, hvem de lukker ind.

- Hvis man er i tvivl om, hvem det er, der står på ens dørtrin, så spørg efter id eller ring til kommunen og hør, om det virkelig kan passe, at man skal have besøg nu. Det er også en god idet at få en kæde på døren, så man kan vente med at åbne, til man er sikker på, hvem der står derude, men jeg er klar over, at det er svært, for de kan være meget insisterende, og det kan være svært at vide, hvem der kommer her i ferien, hvor der er mange afløsere, siger Martin Bjerregaard.

04:16 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App