Fælleskøkken beder borgere smide mad ud

Borgere, der har modtaget pålæg og madpakker fra Fælleskøkkenet i Sakskøbing onsdag, skal smide maden ud, lyder det fra stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Pålæg og madpakker fra Fælleskøkkenet i Sakskøbing skal smides ud. Sådan lyder opfordringen fra køkkenet, der onsdag fik besked fra en leverandør om, at alt skiveskåret pålæg skal kasseres.

I går kom det frem, at flere typer pålæg fra Jørn A. Rullepølser i Hedehusene kan være inficeret med listeriabakterie, og nu bliver borgere på Lolland og Falster altså bedt om at kassere den mad, de har modtaget fra Fælleskøkkenet. Køkkenets leverandør af pålæg har købt pålægget hos Jørn A. Rullepølser. Der er ikke konstateret sport af listeria i det, men leverandøren tør ingen chancer tage og er derfor kommet med opfordringen om at smide varerne ud.

- Jeg har arbejdet mange år i branchen, og jeg har faktisk aldrig været ude for noget lignende før, fortæller Kirsten Skovsby, som er chef for Fælleskøkkenet.

I gang med nye madpakker 

Fælleskøkkenet leverer mad til plejecentre og ældre borgere i eget hjem, og her skal maden altså smides ud, hvis den indeholder skiveskåret pålæg, og så skal de borgere, der har modtaget madpakker inden klokken 12 i dag onsdag, også sørge for at kassere madvarerne.

De skal dog nok få noget at spise, da køkkenet er i fuld gang med at lave nye madpakker.

- Det er ikke sikkert, alle lige får, hvad de i første omgang havde bestilt, men vi gør det så godt vi kan, og ingen går sultne i seng, siger Kirsten Skovsby.

Listeriabakterien er mistænkt for indtil videre at have kostet 12 personer livet. 5 af dem var fra Region Sjælland. De 12 led alle sammen af andre alvorlige sygdomme.

 

Du kan læse mere om, hvad Listeria er og hvordan du undgår at blive syg her.


Nyhedsoverblik