EU skyder millioner i ny Storstrømsbro

Foto: TV ØST

EU-Kommissionen giver 112 millioner kroner, der skal gå til projekteringen af en ny bro over Storstrømmen.

Det er efterhånden en gammel kending, der binder Sjælland sammen med Falster. Med 77 år på bagen skal Storstrømsbroen snart udskiftes, og det er EU-Kommissionen nu klar til at hjælpe med til.

Der er således fundet 112 millioner kroner fra programmet for det transeuropæiske transportnet (TEN-T) til broprojektet, oplyser Transportministeriet.

Kan fjerne flaskehals

Med støtten fra EU-Kommisionen er der mulighed for at fjerne en væsentlig flaskehals på det europæiske transportnet, mener den socialdemokratiske transportordfører Rasmus Prehn.

- Det er et projekt, som gør, at hele Femern Bælt-projektet bliver endnu bedre. Der er det en forudsætning, at der er en ordentlig forbindelse, siger ordføreren med henvisning til den kommende Femerntunnel.

- Det er et projekt, som i høj grad har europæisk interesse, fordi det er med til at binde Europa bedre sammen. At vi så får dette rygstød fra EU, det er rigtig positivt, siger han.

112 millioner betyder noget

Ifølge Vejdirektoratet ventes den nye Storstrømsbro at kunne åbne for trafik senest i 2021. Hele byggeriet kommer til at koste cirka 4 milliarder kroner.

Kan 112 millioner kroner virkelig gøre den store forskel, når hele projektet koster væsentligt mere?

- Jeg tror, alle er enige om, at 112 millioner kroner er mange penge, så selvfølgelig betyder det noget, siger Rasmus Prehn og tilføjer:

- Men det fortæller også noget om, at når vi selv tør satse noget og vise vejen, så kan vi også få midler til denne slags ting i det store fællesskab.

- Så kan man sige, at det er et lille bidrag, men det er nu engang de midler, der er sat af. Der skal vi danskere selvfølgelig også kende vores besøgelsestid og række ud efter de midler, der måtte være, lyder det fra transportordføreren.

Dækker halvdelen

De 112 millioner kroner fra EU-Kommissionen skal dække udgifter til projekteringsfasen af den nye bro i perioden 2013-2015 og svarer til 50 procent af projekteringsomkostningerne.

Den formelle støttetildeling ventes at falde i løbet af efteråret 2014. Der vil på et senere tidspunkt være mulighed for at søge støtte til selve anlægsfasen.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App