Embedsmænd gik bag om politikernes ryg for at undgå skandale

Foto: TV ØST

Embedsmænd forsøgte ifølge DR Sjælland at skjule fejlberegning i nyt byggeri ved at flytte hospitalsafdeling fra Vordingborg til Slagelse .

Det nye psykiatriske hospital i Slagelse til en milliard kroner er alt for stort, og der vil komme til at stå tomme senge.
 
Det skriver DR Sjælland.
 
Topembedsmændene i Region Sjælland forudså fornylig en kæmpe skandale og gik derfor igang med processen på at forberede en lukning af den gerontopsykiatriske afdeling for 24 ældre patienter i Oringe og tvangsflytte dem til Slagelse for at undgå skandalen.
 
Politikere vidste intet

Da rygterne nåede regionsformand Jens Stenbæk og den politisk valgte udvalgsformand Kirsten Devantier for få dage siden, blev embedsmændenes planer dog omgående stoppet.
 
Planerne kom fuldstændig bag på politikerne, erkender Kirsten Devantier, der er udvalgsformand for Venstre i Region Sjælland:
 
- Det må jeg ærligt erkende, at det har jeg ikke set komme. Derfor er det nu op til en politisk beslutning, siger Kirsten Devantier til DR Sjælland.
 
Kirsten Devantier erkender, at der formentlig er for mange sengepladser i Slagelse, men det skal ikke gå ud over de ældre fra Lolland-Falster, Møn og Sydsjælland.
 
Og hvis man flytter dem, vil deres pårørende få alt for langt, når de skal besøge deres ældre familiemedlemmer helt i Slagelse:
 
- Nu har man jo haft det sengeafsnit fra det gamle Storestrøms Amt, og det er jo borgere, der har hjemme i Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Næstved, som jo ligger på Geronto-afsnittet i Vordingborg, så der vil blive en væsentligt længere afstand.
 
Senge vil ikke stå tomme

Selvom der bliver for mange senge, så mener Kirsten Devantier, at de nok kan blive brugt:
 
- Selvfølgelig er der nogle ting, der har ændret sig, siden vi lavede vores psykiatriplan, siden vi kalkulerede, hvor mange sengepladser vi skulle have i Slagelse, men jeg mener stadigvæk, at der er så mange nye ting, som kommer til os, siger Kirsten Devantier til DR Sjælland og fortsætter:
 
- Vi har satspuljemidler, vi har nye forskningstiltag, så jeg mener godt, vi kan bruge de senge til noget andet.
 
Forslaget om at flytte de 24 ældre psykisk syge patienter fra Oringe i Vordingborg er nu skudt til hjørne. Embedsmændenes forslag skal behandles i flere politiske udvalg her i november og i Regionsrådet den 11. december.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App