Efterlyser nummerplader på Facebook

Roman Demuth-Buch har solgt sin bil, men får stadigvæk fartbøder på de afmeldte nummerplader. Nu er han træt af at vente på politiet og tager sagen i egen hånd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

"Så skete det endelig, vi fik et billede af det fjols, der kører rundt med vores nummerplader."

Sådan har Roman Demuth-Buch fra Falster skrevet på Facebook. Billedet, han taler om, er fra en fotofælde, og er vedhæftet den fartbøde, som han modtog i går. Men bilen på billedet er slet ikke hans. Nummerpladen tilhører til gengæld en bil, som han har solgt - for seks år siden.

- Der kommer en mekaniker og hans lærling og kigger på bilen og siger de vil gerne købe den, fortæller Roman Demuth-Buch. Da bilen flere uger efter salget ikke er blevet omregistreret, kontakter Roman Buch køberen, som er utilfreds med købet og truer med at få bilen til at forsvinde fra jordens overflade. 

- Fordi vi så har optaget den samtale, hvor han fortæller at han vil få bilen til at forsvinde, så kan vi så få pladerne tvangsafmeldt, selvom de i princippet ikke er blevet stjålet, forklarer han.

Men siden har familien modtaget fire bøder for forskellige lovovertrædelser - bøder, som hver gang er blevet anulleret, når Roman Demuth-Buch forklarer politiet sagens rette sammenhæng. Men forklaringen registreres ingen steder, og derfor må familien på Falster igen og igen forholde sig til nye bøder.

TV2 Øst har her til eftermiddag talt med Politiinspektør Thorkild Steen Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han fraråder på det kraftigste, at man tager sagen i egen hånd ved at offentliggøre billeder af potentielle gerningsmænd, og lover at kigge nærmere på Roman Demuth-Buchs sag i løbet af de næste par dage.

Men i Sønder Ørslev er tålmodigheden sluppet op:

- Jeg synes, at det helt forfærdeligt, at de på seks år ikke kan finde de plader, så vi slipper for alt det besvær, siger Roman Demuth-Buch. Han håber, at hans Facebook-opslag kan føre frem til bilen på billedet.

- Jeg er totalt ligeglad med manden i bilen, jeg vil bare gerne have pladerne, så vi kan slippe for alt det ballade, skriver han på Facebook.


Nyhedsoverblik