Dyrlægeformand: Sådan hjælper du kæledyret nytårsaften

Foto: TV ØST

Ejere kan selv gøre meget for, at deres kæledyr får en rolig nytårsaften, siger dyrlægeformand Carsten Jensen.

Gør dit kæledyr træt og sørg for ikke at gøre det uroligt om aftenen, så får du en bedre nytårsaften. Sådan lyder det fra formanden for Dansk Dyrlægeforening, Carsten Jensen, der giver råd til hvordan nytårsaften bliver en behagelig oplevelse for både ejerne og dyrene.

Mange kæledyr bliver nemlig skræmt af nytårsfyrværkeriet, men for at undgå det, kan man gøre en indsats allerede fra tidligt på dagen.

- Når man har valgt at have et kæledyr, er det en opgave og et ansvar, man som ejer skal tage på sig.

- Har man en hund, skal man i løbet af dagen sørge for at få den motioneret. Man kan eventuelt gå en lang tur, og selvfølgelig også sørge for, at hunden får det at spise, som den skal have.

- Om aftenen er det vigtigt at vise dyret, at man selv har styr på situationen, for det kan dyret mærke. Det er også en god idé ikke at overtrøste dyret, hvis den bliver bange. Man skal derimod vise, at der ikke er noget galt med situationen, siger Carsten Jensen.

Træk gardinerne for

Skulle ens kæledyr også blive bange for lysglimtene, så er der kun ét at gøre, fortæller Carsten Jensen.

- Hvis ens kæledyr ikke bryder sig om glimtene fra fyrværkeriet, så kan man lukke dyret ind i et rum og trække gardinerne så godt for som muligt, selv om det selvfølgelig ikke hjælper på lyden og rystelserne.

- Man kan eventuelt også stille enten katte- eller hundekurven ind i det rum for at gøre det mere hjemligt for dyret, siger han.

Kræver tid og træning

I værste konsekvens kan et bange kæledyr nytårsaften også betyde, at dyret bliver mere sky og bange fremover.

Skulle det ske, må man endelig ikke afskrive dyret, siger Carsten Jensen.

- Det kan godt blive en proces, der tager lang tid, men alle dyr kan blive sig selv igen, hvis man blot ligger den rette tid og træning i det.

- Som ejer skal man derfor ikke opgive sit kæledyr, hvis det ender med at blive sky efter nytårsaften. Til gengæld skal bare begynde fra bunden med simple lydigheds- og træningsøvelser. Alle dyr kan reddes, siger Carsten Jensen.

Det er i øvrigt ulovligt at affyre fyrværkeri under 100 meter fra ladnejendomme og hundekenneler.

/ritzau/

Her kan du se reglerne for affyring af fyrfærkeri:

  • § 41. Anvendelse af fyrværkeri må ikke finde sted i mindre afstand end 100 meter fra landbrugsbygninger med hold af dyr, hundekenneler og andre dyrehold samt arealer med udegående dyr.
  • § 45. For anvendelse af konsumfyrværkeri gælder ud over det, der følger af § 40 og § 41 følgende:
    • 1) Anvendelse af konsumfyrværkeri, må ikke finde sted i mindre afstand end:
      • a) 100 m fra bygninger med let antændeligt tag, stakke eller anden opbevaring i det fri af let antændelige stoffer, herunder fyrværkeri, større oplag af træ, brændsel, brændbar emballage og lignende, oplag af brandfarlige væsker, F-gas eller overjordiske naturgasinstallationer, og
      • b) 100 m fra nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer eller anden brændbar vegetation.

     

    • 2) Anvendelse af raketter må ikke finde sted i mindre afstand end:
      • a) 10 m fra bygningers åbninger,
      • b) 200 m fra bygninger med let antændeligt tag, stakke eller anden opbevaring i det fri af let antændelige stoffer, herunder fyrværkeri, større oplag af træ, brændsel, brændbar emballage og lignende, oplag af brandfarlige væsker, F-gas eller overjordiske naturgasinstallationer, og
      • c) 200 m fra nåletræsbevoksninger, lyngklædte arealer eller anden brændbar vegetation.
  • Stk. 2. I vindens retning fordobles de i stk. 1, nr. 1 og 2, angivne afstande.
  • Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for helårsfyrværkeri.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App