Dyrenes beskyttelse: Den største sag nogensinde

Foto: TV ØST

De 91 hunde, som mandag blev fundet gående i afføring til bugen nordvest for Næstved, er den største sag med hunde i Dyrenes Beskyttelses historie.

Aldrig før i Dyrenes Beskyttelses historie har organisationen oplevet en sag om hunde som den fra nordvest for Næstved. Mandag blev der fundet 91 forsømte hunde på en landejendom, og dyrene blev efterfølgende bragt til internatet i Darup ved Roskilde.

Det var en frivillig fra Dyrenes Beskyttelse, der fik en melding fra en frivillig, om at det skulle stå slemt til med nogle hunde på en landejendom nordvest for Næstved.

Først lød tippet om vanrøgt af nogle heste, men hurtigt stod det klart, at det var ejendommens hunde, den var helt galt med. Den frivillige, der var ude og kigge på ejendommen, ringede efterfølgende til politiet, hvilket fik ejeren af stedet til at forsvinde.

Og i følge Dyrenes Beskyttelser er hundene hårdt medtaget. 

- Den foreløbige melding er, at hundene har det rigitg dårligt. De har gået i skidt til maven, de har øjenbetændelse, øremider, orm, diarré og lopper. De har det ikke særlig godt, siger Tina Engberg.

En tragisk sag

Hos Dyrenes Beskyttelse er man chokeret over sagens omfang og kalder sagen den største i organisationens historie, og også hos politiet fylder sagen en del.

- Det er jo desværre en af de her tragiske historier, hvor tingene har taget overhånd. Dyrene har gået i meget uhumske forhold med afføring og urin, og efter min vurdering har der også været alt for mange hunde på stedet i forhold til reglerne, siger Niels Denny Sørensen, leder af lokalpolitiet i Næstved.

76 af hundene er fortsat hos internatet i Roskilde, to er blevet aflivet, mens resten er sendt til Fyn. Muligvis skal nogle af hundene også sendes til et tredje internat på grund af pladsmangel. Lige nu knokler de ansatte for at få gjort hundene rene. Mange af dem skal trimmes, fordi de har så meget afføring i pelsen, og internatet beder om hjælp til at købe eller låne trimmere til opgaven.

- Det er et kæmpe forløb, hundene skal igennem nu. Nu vil de blive tjekket af en dyrelæge og sat i behandling for at undgå, at de smitter andre hunde. Næste step er, at få dem trænet til at omgås mennesker, men det kan godt være en lang periode, siger Tina Engberg.  

På sigt er tanken, at når dyrene har fået det godt nok, vil de blive sendt ud i nye hjem. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App