Du kan tænke dig gladere

For mange danskere går med negative tanker, bliver ulykkelige og i værste fald deprimeret. En ekspert mener, at større fokus på det positive vil gøre folk lykkeligere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mine bryster er for små, min røv for stor og mit hår den forkerte farve. Er det sådan, du tænker om dig selv, er dit fokus på livet og på dig selv negativt, og det kan gøre dig ulykkelig og i værste fald deprimeret.

Faktisk vil hver femte dansker på et eller andet tidspunkt udvikle symptomer på depression, og skal det tal ned, er det på tide, at danskerne lærer at sætte fokus på det positive i livet. Det mener Irene Oestrich, der er chefpsykolog på Sct. Hans Hospital i Roskilde.

- For når det positive kommer ud af fokus, bliver vi ulykkelige og deprimerede, siger Irene Oestrich.

Hun mener, at kravene til det enkelte menneske er blevet alt for store, og det gør det svært at holde et positivt fokus.

- Alle de færdigheder, vi skal have, alle de ting, vi skal nå, og alle de muligheder, vi får stillet til rådighed, er ved at blive for meget for den menneskelige hjerne. Vi kan simpelthen ikke rumme det hele, siger Irene Oestrich til URBAN.

Når vi så endelig tager et valg, så betvivler vi det bagefter og sætter spørgsmålstegn ved, om valget nu også er det rigtige, og om nogle af de andre muligheder var meget bedre.

- Og det bliver man jo ikke glad og tilfreds af, siger Irene Oestrich.

Men hvordan lever man så det gode liv uden at blive ulykkelig og deprimeret? Ifølge Irene Oestrich skal vi danskere blive meget bedre til at se fordelene ved de valg, vi tager, anerkende dem og glæde os over dem. Og så skal vi i al vores travlhed huske at sætte fokus på det, der er godt i vores liv, og som vi er glade for.

- Det handler om at finde tilfredsheden med det, der er, og ikke hele tiden jagte en materiel lykke. Man skal have det positive i fokus - det giver mere glæde, tilfredshed, livslyst og energi, siger Irene Oestrich.


Nyhedsoverblik