DSB når ikke mål i kontrakt med ministerium

Foto: TV ØST

DSB skal ifølge aftalen med Transportministeriet sørge for, at 90 procent af fjern- og regionaltog og 95 procent af S-tog kører til tiden. Der sker ikke i 2007.

DSB lever i 2007 ikke op til målsætningerne i kontrakten med Transportministeriet, når det handler om at levere tog til tiden. Kontrakten, der løber frem til 2014, sætter som mål, at 90 procent af alle afgange i fjern- og regionaltrafikken skal køre til tiden, mens tallet for S-tog er 95 procent.

DSB har opgjort forsinkelserne for de første 50 uger af 2007, og de viser, at 89,4 procent af fjern- og regionaltog kørte til tiden, men 91,4 procent af S-togene overholdt køreplanen. Begge tal er altså under årets målsætning.

Underdirektør i DSB Ove Dahl Kristensen erkender, at tallene ikke kommer over målsætningen, når årets sidste to uger regnes med, men han understreger, at begge tal er bedre end 2006, og fjern- og regionaltrafik er tæt på målsætningen om 90 procent tog til tiden.

- Vi er ikke tilfredse i forhold til, hvor vi gerne vil hen, men vi er næsten tilfredse i forhold til vores forventningsniveau. Det er det klart bedste resultat i tre år, og vi er tilbage på niveauet for 2004. Lige siden 2002 er det ellers gået ned ad bakke hver eneste år med 2006 bunden, siger Ove Dahl Kristensen.

DSB betalte sidste år 16,4 millioner kroner i bøde til ministeriet for ikke at leve op til kontrakten. Fra 2007 er systemet ændret, så DSB i stedet betaler kompensation direkte til passagererne gennem en rejsetidsgaranti. Her har DSB i årets første 10 måneder udbetalt 9,5 millioner kroner for forsinkede tog.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App