Voldsomme røgskader efter Dragsholm-branden

Foto: TV ØST

Branden torsdag på Dragsholm Slot har skabt voldsomme røgskader i dele af bygningerne. Og ejeren forudser, at der går en rum tid, inden de igen er på benene.

Slottets ejer, Mads Bøttger, var en af de første, der med egne øjne kunne se de omfattende skader, branden havde forårsaget. Han fik adgang til sine bygninger, da det var lykkedes brandvæsnet at få slukket de sidste flammer sent torsdag aften.

- Sydfløjen er meget medtaget. Der er vandskader og røgskader i store dele af bygningen. Det kommer til at tage lang tid, og det kommer til at kræve mange ressourcer at få os tilbage, hvor vi var, siger han.

Slottet blev opført tilbage i 1215, og branden kunne derfor have haft store konsekvenser for det historiske sted. Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at nogle af slottets unikke områder blev ramt.

- Der er ikke sket skader på nogle af slottets vitale dele, så alt vil kunne genoprettes. Og det er jeg virkelig glad for, for jeg var rigtig nervøs, da jeg så, at røgen væltede ud af slottet, fortæller Mads Bøttger.

17 gæster blev evakueret, da branden brød ud. To medarbejdere blev indlagt til observation for røgforgiftning. Ingen kom alvorligt til skade ved branden, der menes at være opstået i en frituregryde.

Ejeren anslår, at det vil tage flere uger før slottet igen er tilbage til normalen. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App