Drabssigtede fængslet i yderligere fire uger

Foto: TV ØST

De to mænd, der er sigtet for dobbeltdrab i Sorø i september, bliver nu frivilligt varetægtsfængslet i yderligere fire uger.

To mænd på henholdsvis 19 og 22 år skal fængsles i yderligere i fire uger for et dobbeltdrab i Sorø i september. Det fortæller vicepolitiinspektør Søren Ravn fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Varetægtsfængslingen er blevet forlænget skriftligt uden et retsmøde, og det er sket, fordi der er tale om en frivillig fristforlængelse, siger han.

Lørdag den 12. september i år blev to mænd fundet dræbte i en overtændt bil i indkørslen til en grusgrav nord for Sorø. Obduktionen af de to viste, at de blev dræbt af skud, og derefter blev bilen, de sad i, stukket i brand. 

Nægter sig skyldige

Politiet fandt hurtigt frem til de to formodede gerningsmænd, og ved et grundlovsforhør nægtede de sig skyldige.

Nu er de så gået med til en frivillig varetægtsfængsling.

Fredag den 30. oktober blev identiteten af den sidste af de to ofre officielt slået fast. De to omkomne er 50-årige Jan Lindskov fra St. Merløse og 45-årige Søren Ertmann fra Sorø.

Arbejder på at klarlægge omstændighederne

Grundlovsforhørene er hidtil holdt for lukkede døre, fordi politiet fortsat efterforsker sagen indgående.

- Der forestår stadig en lang række undersøgelser. Vi arbejder på fuld kraft med at klarlægge omstændighederne, og det er der en del arbejde i endnu, siger Søren Ravn.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App