Pyroman fortsatte trods behandlingsdom

Foto: TV ØST

Den såkaldte klokken 3-pyroman fik mulighed for at tænde ild til Blå Kors-Butikken i Næstved i november på trods af behandlingsdom i psykiatrien.

I november sidste år blev Blå Kors-Butikken i Næstved ødelagt under en brand.

Det var en 27-årig kvinde, den såkaldte klokken 3-pyroman, der stod bag. Hændelsen skete, selv om kvinden blev idømt en behandlingsdom i retten i Næstved tidligere på året, og det mener en af butikkens ansatte er forrykt.

- Man spørger sig selv, hvor er det gået galt, hvor er bristen, hvem har svigtet, hvem har ansvaret? Nu var her jo ikke nogen, men jeg kan da ikke lade være med at tænke på, hvis der var folk, der lå og sov. Det er jo ganske forfærdeligt, at man ikke gør noget, siger Doris Nielsen.

Kvinden har fået tilnavnet 'klokken 3-pyromanen', fordi Næstved i en periode var plaget af en lang række brande, der havde det tilfælles, at de begyndte omkring klokken 3 om natten.

Systemet har svigtet

Ifølge Sjællandske mener kvindens forsvarer, Mogens Juhl, at systemet har svigtet, og det meldte han ud, da den seneste sag om Blå Kors-Butikken var for retten.

- Man har aldrig nået at finde ud af, om behandlingen kunne have hjulpet. For hun nåede aldrig i behandling. Først da hun sidder varetægtsfængslet igen, finder man ud af, at det nok er en god ide at gå i gang med behandlingen. Det er systemet, der har svigtet. Det er gået ud over min klient, siger han til avisen.

God og solid vurdering

Hos Kriminalforsorgen er man ikke enig med Mogens Juhl. Her er man tværtimod af den opfattelse, at der ikke er sket nogen fejl i forløbet - hverken hos dem eller psykiatrien.

- 75 procent af dem, der får en behandlingsdom har lavet personfarlig kriminalitet, så derfor er vi meget opmærksomme. Derfor må man gå ud fra, at der er lavet en god og solig vurdering, inden psykiatrien har sendt hende ud, siger Niels-Ebbe Jensen, der er kriminalforsorgsleder i afdelingen Sydsjælland og Lolland-Falster.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App