Dødsulykke: Høj bølge og motorproblemer årsag til kæntring

Det var en blanding af uheldige omstændigheder og desværre også manglende redningsveste, der var årsagen til, at en kæntringsulykke endte med et dødsfald i går.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En høj bølge og problemer med motoren var årsagen til, at en jolle med 2 mænd tirsdag aften kæntrede ud for Rødvig på Stevns. Den ene mand mistede sneere på aftenen livet.

Politiet fik meldingen om kæntringen klokken 20.42. Begge mænd var faldet i vandet, men den ene havde reddet sig i land og fik slået alarm.

- Han har forklaret, at de var ude for at fiske med garn. Båden bliver ramt af en 1-1½ meter høj bølge samtidig med, at motoren sætter ud, så de ikke kan styre båden ordentligt i forhold til bølgen, og så vipper den altså rundt. Ingen af dem havde redningsveste på, og det er medvirkende til, at det ender så galt for den enes vedkommende, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Både en helikopter og både ledte efter den mand, der stadig lå i vandet. Han blev fundet kort før klokken 22, men blev efterfølgende erklæret død på Rigshospitalet. Der er tale om en 46-årig mand fra Rødvig. Hans pårørende er underrettet.

Den overlevende er en 37-årig mand fra Store Heddinge. Han var afkræftet efter at have holdt sig fast til jollen og reddet sig slev i land, men har det efter omstændighederne godt.


Nyhedsoverblik