DIF-formand: René Holten Poulsen har været suveræn

Niels Nygaard glæder sig til at følge Årets Sportsnavn 2015 - René Holten Poulsen - ved de olympiske lege i Rio.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

René Holten Poulsen havde et fremragende 2015.

Derfor blev den 27-årige kajakroer fra Maribo Kajakklub lørdag aften kåret som Årets Sportsnavn, en pris der bliver uddelt af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jylland-Posten.

Det siger DIF-formand Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

- Kæmpe til lykke til René Holten Poulsen med titlen som Årets Sportsnavn 2015. Han har i en efterhånden lang årrække været en af Danmarks stærkeste og mest vindende atleter, og i 2015 var han aldeles suveræn.

- Vi er mange, der ser frem til at følge ham ved OL i Rio til sommer, siger Niels Nygaard.

Dobbelt VM og EM guld

René Holten Poulsen vandt mange internationale medaljer i 2015. To gange blev han verdensmester og europamester, og ved EM erobrede han også en sølvmedalje. Desuden vandt han bronze ved European Games.

Team Danmark-direktør Lone Hansen har også de store roser fremme til kajakroeren, der tilbage i 2008 vandt OL-sølv i toerkajak sammen med Kim Wraae.

- René er en meget målrettet og ambitiøs atlet, som hver dag arbejder stenhårdt for at blive den bedste.

- Han har været en del af verdenstoppen i flere år, og det er inspirerende for os alle at se, hvordan han gennem lang tid kan fastholde ambitionen om at nå sine drømmemål, siger Lone Hansen i pressemeddelelsen

René Holten Poulsen vandt samme aften også den prestigefyldte pris BT Guld - en pris hvor det er de andre professionelle sportsudøvere, der stemmer om, hvem der skal vinde..

/ritzau/


Nyhedsoverblik