Det sker i weekenden

DM i politihund, afdansningsbal for joller og diverse kulturnatte. Weekenden har masser at byde på, og vi giver her et udpluk af nogle af regionens begivenheder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

FREDAG

  • MØRKØV MARKED Hvert år den sidste weekend i september er der kæmpe kræmmermarked i Mørkøv. I 2014 var der 125.000 der kiggede forbi. Læs mere om markedet her.

     

  • SCT. MICHAELS NAT Fredag er der Sct. Michaels nat i Slagelse, og det er den 20. af slagsen. Slagelse by går sammen og skaber en masse oplevelser og aktiviteter for børn og voksne. Sidste år besøgte flere end 20.000 mennesker Slagelse by. Husk at man skal købe adgangstegn for at få adgang til programmet. Læs mere her.

     

  • HASLEV KULTURNAT I år er det mad, der er Haslev kulturnats tema. Er du glad for mad, og har du lyst til at bage kager eller sylte bær for at sælge dem til gode formål for dig selv og andre – eller vil du som lokal madproducent gerne præsentere dine produkter – så er det nu du skal tilmelde dig. Alle er velkomne med små og store aktiviteter – selvfølgelig gerne inden for årets tema, men det vigtigste er, at der bliver masser af gode indslag. Læs mere her.

     

  • DM I POLITIHUND Dansk Politihundeforening Næstved afdeling er vært for danmarksmesterskaberne 2015 i foreningens konkurrenceprogram. Det årlige mesterskab afvikles i Næstved og omegn med hovedstandplads på Garderhusarkasernen. Konkurrenceprogrammet består af 11 forskellige øvelser, og de deltagende ekvipager er opdelt i tre klasser: patruljeklassen, kriminalklassen og vinderklassen. En del af øvelserne kan være ret spændende at følge for publikum, medens andre øvelser foregår ude i terrænet/skovene omkring Næstved. Åbningen af DM finder sted med indmarch fredag klokken 17 og vil nok være den mest bemærkelsesværdige del for bylivet. Deltagerne marcherer fra Bredstræde-parkeringen og gennem indre by med Politiorkestret i spidsen til Axeltorv, hvor åbningen markeres med taler af blandt andre borgmester Carsten Rasmussen og formanden for Dansk Politihundeforening Bent Preben Nielsen.

    Konkurrencerne foregår lørdag og søndag, indtil årets danmarksmestre i de tre klasser kåres søndag klokken 17. Læs mere om foreningen og konkurrenceprogrammet på www.danskphnaestved.dk

     

  • DANSEFEST Hvorfor nøjes med at se på dans, når man selv kan kridte danseskoene og komme i Pakhuset i Nykøbing Sjælland? Denne gang til musik med bandet med bandet ’Five Elements’. Hvem husker ikke yndige Shanice, der fik alle til at fløjte med på ’I Love Your Smile til alle festerne på gymnasiet, hvor Earth Wind & Fire fik alle måneder til at være ’September’. ’Five Elements’ giver dig hits fra tre årtier. Bandmedlemmerne er alle rutinerede musikere, som til dagligt kan opleves i flere band- og solist sammenhænge, men når de samles i ’Five Elements’, så er det bandkonstellationen, der giver garanti for fyldte dansegulve. ’Five Elements’ består af: Sine Hänninen Frøslev (vokal), Stig Andreasen (trommer), Søren Reiff (guitar), Jimmy Østbygaard (bas) & Peter Michael Jensen (keyboard).

    Dato: 25. september 

    Tidspunkt: Klokken 20 (døre kl. 19.30)

    Entré: 40 kroner - forsalg på bibliote-kerne og på www.odsbib.dk

    Sted: Pakhuset, Vesterbro Torv 4, 4500 Nykøbing Sj. 

LØRDAG

  • AFDANSNINGSBAL FOR JOLLESEJLERE Skælskør Amatør-Sejlklub er igen klar til Harboe Cup - årets festlige afdansningsbal for mange jollesejlere. Hele sejler-Danmark kender det vestsjællandske farvand og især Skælskør, fordi rigtigt mange har deltaget i Skælskør Amatør-Sejlklubs årligt tilbagevendende stævne Harboe Cup. Stævnet er nummer 44 i træk og sejles fra den 26.-27. september og er et af de største jollestævner i Danmark. Harboes Bryggeri er igen hovedsponsor, og deltagerne vil igen nyde godt af Harboes produkter. Forældre m.m. får i år mulighed for en rundvisning på Harboes Bryggeri lørdag, mens sejladserne foregår, og Skælskør by er klar til at modtage weekendens mange gæster med gode tilbud, veteranbusser og kunstcrawl. Klubben har samlet cirka 100 frivillige og en masse gode sponsorer, som sammen udgør rygraden i stævnet. Langt de fleste hjælpere er på vandet begge dage, hvor der sejles på i alt fem baner.

    Der sejles på Skælskør Fjord og Nor samt ud for Kobæk Strand. Specielt banen på fjorden er normalt fyldt godt op, og der er derfor deltagerbegrænsning på 80 deltagere for Optimist B og C klasserne. Information kan findes på www.harboecup.dk, hvor resultaterne også vil blive lagt ud løbende.

     

  • ÆBLETS DAG Æbleværkstedet Nonnetit i Grevinge inviterer til leg med legeekspert Britt Blum på Æblets Dag. På Æblets Dag lørdag presser vi æbler, drikker dem, smager på dem, tilbereder og spiser dem, nyder deres farver og former og som noget nyt, leger vi også med dem. Britt Blum fra Go-Play, der vil lave sociale æblelege i smågrupper for alle aldre, hvor man med garanti kommer til at grine og får prøvet/afprøvet sine motoriske færdigheder og styrket sociale kompetencer. En æblelege-workshop med Go-play bygger på idrætslege, der både stammer fra gammel dansk lege- og bevægelseskultur og nyere former for fysisk aktiv leg. Lørdag står Britt klar i Æbleværkstedet med to mini-workshops kl. 12.30 - 13.15 og kl. 13.45 -14.15.

    Æbleværkstedet slår dørene op kl. 11 og kl. 11.30 vil Odsherred Kommunes formand for kultur-og folkeoplysning, Søren With, indvie den nye moste- og skylleplads. Alle er velkommen på denne æble-festdag fra klokken 11-14.30 i Æbleværkstedet, Ærtebjergvej 2, Atterup, 4571 Grevinge.

     

  • KOKKEDYST PÅ HØSTMARKED Lørdag klokken 13 viser en af landets bedste kokke, Jesper Kirketerp, hvordan han tilbereder oksekød og fisk. Det sker, når han sammen med Kaj Salling (80 år) laver ’to generationer spiller ud’ på gas og grill. De to skal lave to retter hver med oksekød og fiskefilet. Ikke som en konkurrence, men mere for at give de besøgende et lille indblik i, hvor forskelligt mad kan tilberedes.

    Kaj har bestilt gasblus og Jesper kulgrill. Arrangementet finder sted i Karrebæk Præstegård.

     

  • BØRNEKONCERT For tredje gang indbyder Culthus i Nykøbing Falster børn i alderen 4-9 år til en koncertoplevelse, når Ørehængerne gæster Kulturfabrikken. Ørehængerne er et sprudlende orkester, som spiller helt nye sange med udgangspunkt i børnenes eget liv og på en sjov, umiddelbar og til tider alvorlig måde berører nogle af de emner, som er en del af moderne børns hverdag. Med stilsikker musikalitet præsenterer Ørehængerne publikum for genrer og instrumenter, som de sjældent møder i deres hverdag. Der vil være jazz, reggae, latin, country og folkemusik, men selvfølgelig også rock, som vor mor lavede den. Koncerten holdes legende og sjov med små historier om instrumenter og sange. En musikalsk oplevelse, der møder børnene lige der, hvor de er. Koncerten finder sted på Kulturfabrikken, Industrivej 10 i Nykøbing F. lørdag d. 26. september kl. 14 og en times tid frem. Børnebilletter kan købes for 10 kroner, og voksne slippes ind for 40 kroner. Billetter købes i døren.

     

  • FAKKELOPTOG En gruppe personer har arrangeret fakkeloptog for at gøre opmærksom på deres utilfredshed med, at akutte, medicinske patienter som for eksempel ældre, kroniske patienter flyttes fra Næstved Sygehus til sygehusene i Holbæk, Slagelse og Nykøbing Falster.  Fakkeloptog begynder klokken 19 ved Rådmandsengen.

SØNDAG

  • CYKELFEST Nykøbing FC og Schulz Biler inviterer alle til stor cykelfest på Herningvej 11 i Nykøbing Falster søndag fra kl. 10. Der er gratis pølser på grillen og øl og vand, prøvekørsler af de nye bilmodeller, udstillinger og præmier. Radio Sydhavsøerne transmitterer fra eventen, og møder du op, har du mulighed for at vinde en X-Box One, klargøring af din egen bil eller en fest for dig og 20 af dine venner. Desuden kan du prøve ’bil-straffespark’ med verdens største fodbold. Nykøbing FC's sponsorer cykler til fordel for klubben, og vi håber på et pænt beløb til hele Lolland-Falsters hjemmehold. Bagefter håber vi at se alle i ENELCO ARENA, hvor Nykøbing FC tager imod Dalum IF, og hvor vi i pausen kårer alle vindere af konkurrencerne.

     

  • SYMBIOSOS LØBET Kalundborg IF, Atletik og Motion afholder Kalundborg Symbiosis løbet søndag fra kl. 11 til cirka kl. 14. Start og mål er rundkørslen for enden af Asnæsvej, og ruten går rundt om Statoil igennem Lerchenborgparken og tilbage til rundkørslen.

    http://www.kalundborg-if.dk/

    https://www.facebook.com/events/668026556664443/

     

  • TEATER Teaterforestillingen ’Kvinder forstyrrer den offentlige orden’ på Pakhuset, Vesterbro Torv 4, 4500 Nykøbing Sjælland. 100 året for kvindernes stemmeret til Lands- og Folketinget er et vigtigt år.  I 1915 opnåede kvinderne nemlig samme politiske rettigheder som mænd og blev dermed også en del af demokratiet. Denne betydningsfulde 100 år gamle begivenhed fejres med musik, sang, dans og ikke mindst skuespil af tre aktive kvinder på scenen med ord, citater, taler og portrætter i forestillingen ’Kvinder forstyrrer den offentlige orden’. Skuespillerne er Christine Kjærulf, Hildigunn Eydfinsdottir og Tine Petersson, og de kan opleves søndag kl. 15 (døre kl. 14.30 ).

    Entré:  100 kroner - billetter købes i døren.

     

  • STARS PÅ BORGCENTERET Smallstars danner normalt rammen omkring the Americana Sessions, hvor den lokale kapelmester MC Hansen og hans band The Sentimentals præsenterer stærke amerikanske sangskrivere og historiefortællere med country i hjertet og rock'n'roll i blodet. Denne gang spiller David Francey, som er født i Skotland, men som barn flyttede med sine forældre til Canada. Han er uddannet tømrer, og han gjorde først sin entré på musikscenen i en sen alder, men har ikke spildt tiden. Ti albums er det indtil videre blevet til, tre gange har han vundet Canadas fornemste musikpris, en JUNO award, to gange har han modtaget en Canadian Folk Music Award, og i 2008 fik han den prestigefyldte SOCAN Folk Music Award. Priser eller ej - først og fremmest skriver han nogle fantastiske sange der leder tankerne hen på Leonard Cohen, James Taylor og Donovan. Denne koncert afholdes på Danmarks Borgcenter i udstillingsbygningen i Vordingborg. Det er muligt at spise på Restaurant Borgen inden koncerten. Ring på tlf. 40 34 55 95 for at bestille bord.

    David Francey(CA)

    Søndag 27. september 2015 // OBS: Koncerten er på Danmarks Borgcenter

    Koncerten starter kl. 20:00. Dørene åbner kl. 19:00 // Siddende

    Billetter: Standard 125,- // Studie 80 kroner købes i forsalg på STARS.DK eller på bibliotekerne i Præstø, Stege og Vordingborg. Resterende billetter sælges ved indgangen.


Nyhedsoverblik