Regionens kommuner vil kompenseres for flygtninge

Foto: TV ØST

Kommuner på Sjælland vil arbejde for at få en større økonomisk kompensation, når det kommer til integration af flygtninge i områderne.

Fordelingen af den forventede flygtninge-tilstrømning på 12.000 flygtninge i år giver stadig dybere panderynker rundt om i kommunerne.

Det skyldes ikke mindst den økonomiske kompensation, som staten har stillet kommunerne i udsigt, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Udgangspunktet har været, at staten ville dække kommunernes samlede nettoudgifter de første tre år, hvor en flygtning opholder sig i landet.

Men som et regnestykke fra Guldborgsund Kommune netop har vist, er det langt fra tilfældet. Og nu ser det ud til, at facit bliver langt værre, end man først har antaget.

Det siger borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten), der i mandags mødtes med sine borgmesterkolleger i Kommunekontaktråd Sjælland (KKR).

- Alle er enige om, at vi selvfølgelig skal tage vores andel. Men vi er ikke tilfredse med, at kommunerne ikke bliver økonomisk kompenseret i fuldt omfang, som Kommunernes Landsforening (KL) ellers har givet udtryk for, at vi ville, siger han til Folketidende.

  Borgmestrene blev derfor på mødet enige om at kæmpe for en større økonomisk kompensation for at påtage sig opgaven med integrationen af de mange flygtninge.

- Det viser sig, at man ikke har taget højde for, at den 50 procents refusion af udgifterne til kontanthjælp til flygtningene, vi nu får, faktisk vil blive trappet ned til 20 procent i løbet af et par år. Men vi synes ikke, at flygtningene skal indgå i den her incitamentsstruktur. For de kan ikke bare gå ud at få et arbejde. De har ikke andet valg end at få kontanthjælp. Derfor er det heller ikke fair, at de skal tælle med her, siger John Brædder.

I et brev til KL opfordrer borgmestrene derfor KL til at optage forhandlinger med regeringen om en større økonomisk kompensation.

- Det er nok for sent at gøre noget i forhold til økonomien i år, men vi kræver, at man så gør det ved økonomiforhandlingerne med staten om 2016, siger John Brædder, som forventer, at det er en sag, som også skal drøftes, når der i næste uge er KL-delegeretmøde, siger han til Folketidende.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App