Danmarks sidste tapetfabrik begæret konkurs

Danmarks sidste tapetfabrik i Holmegaard kan ikke klare den mere - den er nu konkurs.

Efter flere år med underskud er Danmarks sidste tapetfabrik Juvita nu begæret konkurs.

Det skriver Sjællandske.

Det er direktionen selv, altså direktør og ejer siden 2008 Christian Boye, som har indgivet konkursbegæringen. De 12 ansatte blev alle opsagt i mandags.

Det gik ellers rigtig godt de første år under Christian Boyes ejerskab. Han købte Juvita, da virksomheden gik konkurs første gang efter at have været ejet af samme familie siden starten i 1960. Indtil hans overtagelse var det hovedsageligt medlemmer af ejerfamilien, som arbejdede og boede på stedet.

Da Christian Boye tog over i sommeren 2008 var det før krisen og i en tid, hvor det netop igen var blevet trendy med tapet på væggene i de danske hjem.

- Lønomkostningerne er meget lave pr. rulle tapet, og vi satser på kvaliteten og den fleksibilitet det giver at have design, salg og produktion samlet samme sted, så vi lynhurtigt kan sadle om, hvis det er nødvendigt, sagde Christian Boye dengang.

Juvita har altid eksporteret en meget stor del af sin produktion, mellem 95 og 98 procent i 2008 ifølge Christian Boye, og han ville udbygge salget i Danmark, sprede sig længere ud i Europa og satse på Østeuropa med vægt på Rusland.

- Der er nogle markeder i de tidligere Østlande, som ikke eksisterer mere, og konkurrencen blandt de få tilbageværende tapetvirksomheder i Europa er blevet større, forklarer advokat Andreas Kærsgaard Mylin fra advokatfirmaet Accura om begrundelsen for den nuværende situation. Han blev udpeget som kurator i konkursboet, da Skifteretten i Næstved i mandags tog firmaet under konkursbehandling.

- Vi kan se, at den tidligere direktør og ultimative ejer har kæmpet over en længere periode og skudt væsentlige egne midler ind for at redde virksomheden, siger han.

Men nu gik det ikke længere.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App