Dårlig mobildækning: Kunne ikke finde forsvundet dement

Foto: TV ØST

En 92-årig dement mand fra Ordrup i Nordvestsjælland kunne ikke findes via sin GPS-sender - mobilnettet var for dårligt.

Den 92-årige demente mand forsvandt om aftenen fra sit hjem i Ordrup, som han deler med sin hustru. På håndleddet havde han sin GPS-sender, som skulle lede plejepersonalet hurtigt til ham i sådanne situationer. Men personalet kunne ikke få kontakt med senderen, da mobilnet-dækningen i området var for dårlig.

Senderen fungerer ved, at en satellit lokaliserer GPS'ens koordinater. Men for at positionen kan blive sendt videre kræver det dækning af et mobilnet.

Dårlig mobildækning har tidligere været på dagsordenen i Nordvestsjælland. Og den seneste sag får nu borgmester Thomas Adelskov (A) til at kræve handling.

- Efter min bedste overbevisning så må regeringen og teleindustrien sætte sig sammen og finde en løsning. Det dur simpelthen ikke, at vi har områder af Danmark, hvor dækningen er så dårlig, at man ikke kan få hjælp, mener han.

Teleindustrien erkender, at der i nogle områder kan være begrænset dækning - især hvis modtageren er tæt på skove eller lignende, der kan blokere for signalet. Han mener dog, at kritikken mod dem er helt forfejlet.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt at rette en kritik mod teleselskaberne, som leverer det, de er forpligtede til. Jeg kan sagtens forstå, at man har et ønske om at få en bedre mobildækning, og det vil vi også gerne i dialog om. Men at sige, at vi er ansvarlige er skudt forbi, siger Jakob Willer, Direktør i Teleindustrien. "Teleindustrien" står for teleselskabernes branchesamarbejde.

Fra politisk hold er der mere opbakning at hente.

- Jeg vil spørge ministeren, hvad vi kan gøre for, at det ikke sker igen. Man er nødt til at lære af sine fejltagelser, og det er dybt utilfredsstillende og helt urimeligt for de mennesker, der er berørt af det, siger Rasmus Horn Langhoff, der folketingsmedlem for Socialdemokraterne.

Da GPS-senderen ikke kunne hjælpe plejepersonalet med at finde den 92-årige satte politiet hunde ind i eftersøgningen, og en helikopter blev sat I luften. Men det lykkedes først at finde manden, da en borger tilfældigt opdagede ham morgenen efter.

Den 92-årige demente nu har det efter omstændighederne godt og er tilbage i sit hjem i Ordrup.

02:39 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App