Coach slås med skoletræthed

Et nyt våben tages nu i brug for at komme skoletræthed til livs. Når det kniber for de unge med at tage sig sammen, kan en professionel coach være vejen frem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Som sportsmand fejlede motivationen ikke noget. Men som elev på CEUS var det svært for Mikkel Jacobsen at komme ud af starthullerne.

 

- Jeg kunne ikke tage mig sammen til at lave noget i timerne, og jeg fik heller ikke lavet mine lektier derhjemme. Det kunne man også godt se, da jeg fik karakterer ved juletid, fortæller han.  

 

Med udsigt til dumpekarakterer på karakterbladet, besluttede Mikkel Jacobsen at vende skuden. Fra sit liv som eliteroer havde han gode erfaringer med at bruge en coach til opstille mål, og nå dem. Dén erfaring besluttede han at bruge i sin skolegang.

 

- Efter jeg begyndte at bruge coaching, er jeg begyndt at følge med i timerne, og jeg synes allerede, jeg kan se et positivt resultat, siger Mikkel Jacobsen.   

 

Ifølge coach, Jesper Skytte, handler det først og fremmest om, at de unge selv tager ansvar for at sætte sig et mål.

 

- Jeg spørger ind til hvad det er, de faktisk vil opnå. Derefter snakker vi om, hvordan de så bedst opnår de mål, siger Jesper Skytte.     

 

I følge coachingfirmaet Øernes Coaching tager det mellem 2 og 10 timer at få de unge på ret køl. Selvom flere elever har opnået gode resultater, er det ikke sandsynligt at finde coaching på skoleskemaet på CEUS. Prisen per time ligger nemlig på 650 kroner.

 

- Vi kan ikke skaffe de midler, og vi har desuden allerede vores eget beredskab her på skolen. Vi har studievejledning, socialpædagog og en mentorordning. Vil de unge vil have mere, så må de selv finde pengene, understreger Hans Jørgen Kristiansen, Rektor på CEUS.       

 

I følge nye tal fra Danmarks Statistik er antallet af unge, der dropper ud af erhvervsuddannelserne stigende, på trods af regeringens målsætning om, at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse. 

 


Nyhedsoverblik