Bøvl med endnu 2 fodboldbaner i Slagelse

Foto: TV ØST

Først var det græsset på stadion, den var gal med, og nu står det så skidt til med 2 nye fodboldbaner, at Slagelse Kommune siger nej til at overtage dem.

Der er bøvl med græsset i Slagelse. I hvert fald er 2 nye fodboldbaner så dårlige, at Slagelse Kommune afviser at overtage dem, skriver Sjællandske.

Problemerne kommer i kølvandet på renoveringen af stadion, hvor superligaholdet FC Vestsjælland har hjemmebane. Det blev sidste år sat i stand, men siden har der været store problemer med, at vandet ikke kan trække ordentligt fra.

Ekspert fraråder kommunen at overtage

Nu er det så 2 nye fodboldbaner ved siden af, der giver panderynker. Banerne er i så ringe stand, at kommunen nægter at overtage dem.

- Vi har fået banerne vurderet af en uvildig ekspert, nemlig græsekspert Asbjørn Nyholt, og undersøgelsen viser, at banernes tilstand ikke er til, at Slagelse Kommune kan overtage dem. Vi vil ikke risikere, at sige ja til dem nu og så risikere store problemer om et par år, siger Kim Kruse Rasmussen, der er centerchef for kultur, fritid og borgerservice i Slagelse Kommune.

Banerne skal bruges af blandt andet superligaspillerne til at træne på, og de skulle have været klar for over 1 år siden, men nu kan der blive tale om endnu et årsskifte, inden de er klar til brug.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App