Bil bryder i brand i motorvejsulykke: To omkommet

Foto: TV ØST

En bil er tilsyneladende i høj fart kørt op bag i en anden bil på Vestmotorvejen øst for Vemmedrup. Motorvejen er nu åbnet igen efter ulykken.

To personer er tidligt søndag morgen omkommet i en trafikulykke på Vestmotorvejen øst for afkørslen til Vemmedrup nær Køge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

De første meldinger går på, at en BMW - muligvis i for høj fart - er kørt op bag i en anden bil, der brød i brand.

I den påkørte bil, en Peugeot 107, var der tilsyneladende tre personer.

- Den ene fik reddet sig ud, men de to andre kom ikke ud, inden bilen brændte, siger vagtchef Allan Kronvold, Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har en formodning om, at de tre personer i Peugeot'en var arbejdskolleger, der var på vej på arbejde i hovedstadsområdet. Foreløbig arbejder politiet på at finde frem til pårørende og få dem underrettet.

Føreren af den bageste bil, der er en BMW, skulle ikke være kommet alvorligt til skade.

Ulykken skete omkring klokken 5 søndag morgen i østgående retning på motorvejen. Motorvejen var efter ulykken spærret i flere timer, men åbnede igen klokken 9 søndag morgen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App