Siden udmeldingen om et asylcenter på det tidligere sygehus i Korsør første gang blev luftet i december, har Slagelse kommune forsøgt at argumentere for, at de ikke magter at udføre opgaven.
- Når jeg som borgmester for en hel kommune, kan se de udfordringer, som vi også har i det her, så er vi stærkt bekymret for at få et asylcenter der, siger Stén Knuth (V).
Derfor skrev kommunen i et brev til udlændingestyrelsen blandt andet, at:
- Det vil være utrygt for det nærliggende plejecenter at have 200 asylansøgere som nærmeste nabo
- Kommunen er bekymret for den negative påvirkning på huspriserne i området.
- Og at de er bekymrede for, om det lokale erhvervsliv kan bære opgaven med praktikker mv. for at holde disse nye borgere i gang.
Særligt det faktum, at Korsør har store udfordringer med det belastede område i Motalavejlvarteret, der er placeret på regeringens ghetto-liste, gør, at kommunen vurderer, at det vil være for stor en mundfuld at tage endnu flere flygtninge til byen. Men lige lidt hjalp det.
Dokumentation: Læs hele brevet fra Slagelse Kommune til Udlændingestyrelsen her
Vil ikke interviewes om sagen
Udlændingestyrelsen ville i dag ikke stille op til et interview om, hvorfor de har valgt at lægge asylcentret i Korsør på trods af Kommunens protester. Men forleden sendte styrelsen et brev til Kommunen, hvor de forklarer, hvorfor de vælger at lægge asylcentret i byen alligevel.
- Der er fortsat et stort asylindkvarteringsbehov I lyset af den aktuelle flygtninge- og migrantsituation. Udlændingestyrelsen finder det derfor vanskeligt ikke også at benytte muligheden for asylindkvartering i det gamle sygehus i Korsør. I og med at lokalerne har stået tomme i længere tid, og ikke kræver de store ombygninger til formålet, skriver Thomas Mortensen, der er kontorchef i Udlændingestyrelsen.
Dokumentation: Læs hele brevet fra Udlændingestyrelsen her
Vil tage godt imod asylansøgerne
Derudover skriver de, at planen er, at der hovedsageligt skal bo familier på asylcentret. Og at det i første omgang kommer til at dreje sig om en forsøgsperiode på to år.
Borgmesteren fastslår dog, at kommunen vil tage godt imod asylansøgerne, når de kommer.
- Ja, vi har haft nogle bekymringer. Udlændingestyrelsen har truffet deres beslutning, men de nye borgere skal vi selvfølgelig tage imod og gøre alt det vi overhovedet kan for - også at få dem integreret i vores samfund, siger Stén Knuth (V).
Usikkerhed blandt borgerne
På gaden ved sygehuset, er der stor tvivl om, hvordan det kommer til at blive med de nye borgere i byen.
- Så tænker jeg, at det giver måske lidt liv med lidt børn til de ældre. Men jeg har da også mine bekymringer, siger Ulla Jørgensen.
- Vi ser jo rundt omkring i hele landet, hvor meget bøvl de har med det. Så. Men lad os nu se når vi får det, siger Bente Christensen.
Der er arrangeret et telefonmøde mellem Slagelse Kommune og Udlændingestyrelsen i morgen tidlig. Her skal der lægges en plan for forløbet, og her får vi sandsynligvis også en dato for, hvornår asylansøgerne flytter ind.