2 års fængsel til sjællandsk storhæler

Foto: TV ØST

Mand fra Midtsjælland forsynede stjålne designermøbler med nye stelnumre. Flere er dømt efter politiaktion

Det virkede ret systematisk, da en mand fra Slagelse opkøbte stjålne designermøbler som stole og lamper.

På den baggrund er manden, Steen Hansen, der er sidst i 30'erne, af Retten i Lyngby blevet straffet med fængsel i 2 år.

Efter sin egen tilståelse blev han fredag dømt for 16 tilfælde af groft hæleri, oplyser Nordsjællands Politi mandag til Ritzau.

Lavede nye stelnumre

I nogle tilfælde bankede han nye stelnumre ind i møblerne, som han forsøgte at sælge gennem Den Blå Avis.

Ved at ringe op til sælgere af andre møbler fik manden fat i numre, som han så brugte, oplyser politiet.

Den dømte overvejer, om han skal anke straffens længde til Østre Landsret.

Dommen er blot den seneste i en række i et sagskompleks, som politiets specialgruppe Task Force Indbrud har døbt "Operation Easter Parade."

Ved en større aktion i begyndelsen af april tog betjente ud for at ransage 21 forskellige steder på Sjælland, og det førte til varetægtsfængsling af flere af de anholdte.

4 sager mangler

Tidligere i april er 3 tyve blevet straffet for en stribe indbrud.

En mand fra Nivå er idømt fængsel i 3 år og 2 måneder, mens en mand fra Espergærde har fået fængsel i 3 år. Den sidste er straffet med fængsel i 1 år og 8 måneder.

Ved ransagningerne fandt politifolkene stjålne designermøbler og elektronisk udstyr.

I komplekset mangler 4 andre mænd endnu at få deres sager afgjort, oplyser politiet.

 /ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App