6-årig dreng kastet i havnen i Nakskov

9-årige Celina Nielsen måtte redde sin 3 år yngre lillebror op af vandet, efter at 2 unge mænd smed ham i havnen og stak af.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Louice Nielsen holder et ekstra vågent øje med sine børn i disse dage. Fredag aften kunne nemlig være endt fatalt for hendes mindste søn, Julius. Julius og hans søster, Celina, legede med en kammerat på en legeplads tæt på hjemmet, da 2 unge mænd dukkede op.

Læs også: Dreng blev ikke smidt i havnen: Børn fandt på historie

 - Der kom 2 drenge og spurgte om de ville have noget slik. Og Julius og Celina ved jo, at man ikke må snakke med fremmede, så de prøvede at løbe væk. Men de fik fat i Julius, fortæller Louice Nielsen.

Børnene fortæller, at de 2 unge mænd slæbte Julius og hans kammerat 300 meter ned til vandet. Julius blev smidt i vandet for enden af badebroen, hvor han ikke kunne bunde, og de 2 unge mænd stak af.

 - Jeg fik hovedet under vandet mange gange, fortæller Julius, som efter episoden har haft svært ved at sove om natten.

Reddet af storesøster

Da storesøster Celina så sin lillebror kæmpe for livet I det kolde vand, handlede hun hurtigt.

 - Jeg lagde mig på maven på broen og strakte mig så langt jeg kunne og så fik jeg ham op, fortæller den 9-årige pige. Louice Nielsen kontaktede straks politiet, da hun fik sin grædende og drivvåde dreng hjem. Hun fortæller, at Julius var i iskold og ikke kunne få varmen, selv efter mere end en time i et varmt bad. Hun har svært ved at forstå den hovedløse handling.

 - Jeg tror slet ikke, de har tænkt sig om. Og ud fra, hvad mine børn og deres kammerat har fortalt, så var de vist også rimeligt berusede, siger hun.

Politiet efterlyser vidner

Også politiet er chokerede over, at de 2 unge mænd stak af uden at sikre sig, om drengen kunne svømme.

 - Hensigten kan jo have været drengestreger. Men det her er af en lidt grovere karakter, fordi den 6-årige dreng ikke føler, han kan bunde og det kan han formentlig heller ikke. Og så går det jo hen og bliver mere alvorligt end drengestreger, for drengen kunne være druknet, siger efterforskningsleder Bo von Würden fra Lokalpolitiet i Nakskov. Politiet ser med alvor på sagen og håber, at borgernes hjælp kan føre til en opklaring.

 - Lige nu er der ikke så meget at gå efter. Vi har fået en forklaring fra de to børn, men de har selvfølgelig svært ved at give et præcist signalement. Så vi vil rigtig gerne høre fra folk, der har set noget omkring klokken 19 fredag aften, siger Bo von Würden.

Den ene gerningsmand beskrives som en etnisk dansk mand i starten af 20'erne, klædt i jeans og en brun trøje. Den anden beskrives som en 14-15 årig dreng af anden etnisk herkomst. Han var iført en sort trøje og havde sorte læderarmbånd på armene.

Gerningsmændende vil formodentlig blive sigtet efter straffelovens paragraf 252, som i alvorlige tilfælde kan resultere i op til 8 års fængsel. 

Opdateret torsdag den 8. maj: Det er onsdag i denne uge kommet frem, at børnene løj om episoden. Den 6-årige dreng var faldet i vandet, og af frygt for at få skældud opfandt de historien om, at han var blevet smidt i vandet.

 

 

 


Nyhedsoverblik