25-årig holdt som gidsel og truet i Næstved

En ung mand blev i tirsdags hevet ind i en bil og holdt som gidsel, mens han blev overdynget med trusler og slag. To mænd skal i grundlovsforhør i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Politiet har anholdt to mænd for at frihedsberøve en 25-årig mand samt true og tæske ham.

Den 25-årige blev i tirsdags tvunget ind i en bil i Næstved.

Her blev han holdt som gidsel den næste time, mens han blev slået og truet på livet.

Det oplyser lokalpolitiet i Næstved til Ritzau.

Skyldte penge

To mænd på 22 år skal fredag i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

- De er sigtet for at tilbageholde en 25-årig mand og udsætte ham for trusler og vold på grund af et økonomisk mellemværende. Der har været trusler på livet og slag med knytnæve og et redskab, siger politikommissær, Steen von Würden 

- Han får ikke skader, der gør, at han skal indlægges. Der er tale om lettere skader, politikommissæren til Ritzau.

Leder efter tredje gerningsmand

De to mænd fremstilles i et grundlovsforhør fredag ved Retten i Næstved, hvor politiet kræver dørene lukket af hensyn til efterforskningen.

En tredje mand er stadig på fri fod.

- Han er bekendt med, at vi leder efter ham, og jeg vil da opfordre ham til at melde sig selv, siger politikommissær Steen von Würden.

/ritzau/


Nyhedsoverblik