216 personer nægtet indrejse i Danmark

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har afvist 216 personer ved grænsen i Rødbyhavn og Gedser. I alt er 28.497 blevet kontrolleret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mellem den 4. januar og den 20. januar har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kontrolleret 28.424 personer ved havnene i henholdsvis Rødby og Gedser. 216 personer er blevet afvist.

Det skriver B,T.

Tallene er baseret på politikredsens egne indberetninger til Rigspolitiet.

Fald i afvisninger

Ifølge politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kim Kliver, har der den seneste tid været et fald i antallet af mennesker, der er blevet afvist ved ankomsten til Danmark.

- Billedet er meget foranderligt, og det gør det vanskeligt at sige noget om, hvordan en typisk dag ser ud. I løbet af den seneste uge har der været en klart faldende tendens, men man skal være varsom med at trække hovedlinjer ud fra det, siger han til B.T.

Ikke pengene værd

Flere betjente fra politikredse rundt om i landet er blevet omrokeret og sendt til grænseområderne for at hjælpe til med grænsekontrollen.

Hverken Alternativet eller De Radikale mener, at det er pengene værd at omrokere en masse betjente til grænseområderne, mens Socialdemokraterne vil have kortlagt, hvad der præcis bruges af politiressourcer.

- Vi vil gerne se på, om den nuværende indsats kan optimeres, men jeg mangler svar fra justitsministeren om, hvor mange ressourcer der bliver brugt på den midlertidige grænsekontrol, og hvad den har af konsekvenser for andre politiopgaver, siger partiets retsordfører Trine Bramsen.


Nyhedsoverblik