Der er ingen grund til at varetægtsfængsle en 20-årig mand, der sigtes for at være indblandet i skyderi sidste weekend i Kalundborg.
Tidligere i dag afviste Østre Landsret kravet fra Midt- og Vestsjællands Politi om varetægtsfængsling af hensyn til folks retsfølelse, og samme holdning havde retten i Holbæk forleden. Det fortæller Ritzau.
Sagen drejer sig om en episode på Klosterparksvej, hvor en 87-årig kvinde søndag morgen vågnede ved, at et skud gik gennem vinduet i hendes lejlighed. Senere fandt betjente projektilet i soveværelset.
Efterforskningen førte i første omgang til, at en 23-årig mand blev anholdt og fængslet, men politiet kom altså ikke igennem med kravet om, at den 20-årige skulle have samme behandling.