- Det er første gang i Danmark, at en region og en række kommuner er gået sammen om et så stort og konkret klimaprojekt, siger regionsrådsformand Steen Bach Nielsen til DR Sjælland.
- Udover de mange arbejdspladser er det vigtigt, at vi er med til at sænke udledningen af CO2 betydeligt. Det viser, hvad kommuner og regioner kan, når de løfter i flok, siger han. Han understreger, at tilsagnet i øjeblikket kun er mundtligt.
Mange offentlige bygninger i de 12 kommuner samt regionens sygehuse vil i de kommende tre få udskiftet vinduer og installeret jordvarme og solvarme. Det skulle betyde energibesparelser, der svarer til elforbruget i en by af Ringsteds størrelse.
Men der er også andre konkrete, kontante besparelser, siger chefkonsulent Esther Davidsen fra Region Sjællands EU-kontor:
- Kommunerne kan ikke hver især sætte sig ind i alle de nyeste tekniske løsninger, men når de arbejder sammen, kan de drage nytte af hinandens erfaringer.
- Samtidig kan de lave fælles udbud på f.eks. jordvarme eller solceller og dermed opnå stordriftbesparelser, understreger hun.
De kommuner, der er med i samarbejdet med Region Sjælland er Faxe, Greve, Guldborgsund, Holbæk, Køge, Næstved, Odsherred, Ringsted, Roskilde, Slagelse, Solrød og Vordingborg.