Wakeboardbane hitter i Halsskov - Håber på ny klub

En midlertidig wakeboardbane i Halsskov Færgehavn er blevet et hit. Så stort, at havnen måske får sit eget, permanente kabelsystem til wakeboarding.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er sjovt at surfe - men det kan være pokkers svært, hvis der ingen bølger er. Derfor opfandt surfere i sin tid sporten wakeboarding, hvor de vandglade står på et kort board, der trækkes af en båd elle et kabeltræk.

I Halsskov Færgehavn har man hverken bølger eller færger - og det er helt optimale betingelser for wakeboarding. Derfor kan vestsjællandske vandhunde lige nu prøve kræfter med sporten helt gratis. Et transportabelt kabelanlæg er nemlig sat op - og siden da har der været kø.

quote Det var fedt. Især når man kom op og fandt teknikken

Signe Tirsvad, Korsør

Signe Tirsvad fra Korsør er en af dem, der har taget imod tilbuddet. Fredag er hun taget til den gamle færgehavn med sine veninder, og dommen over sporten er allerede klar.

- Det var fedt. Især når man kom op og fandt teknikken. Det er virkelig fedt, at folk får muligheden for sådan noget, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Wakeboarding er svært, men Signe Tirsvad fra Korsør kunne godt blive bidt af sporten.
Wakeboarding er svært, men Signe Tirsvad fra Korsør kunne godt blive bidt af sporten. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Wakeboarding er dog ikke en sport, man mestrer i første forsøg. Det kræver nemlig lidt øvelse at komme op at stå på boardet. Heldigvis har Christian Hjort fra Korsør meldt sig som en af de frivillige, der står klar til at introducere sporten for nye udøvere.

- Det er varmt. Meget varmt. Men det er også vildt sjovt at komme ud og få folk til at prøve en oplevelse, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Christian Hjort er en af de frivillige, der hjælper nysgerrige til at prøve sporten.
Christian Hjort er en af de frivillige, der hjælper nysgerrige til at prøve sporten. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Skal gøre lokale vilde med sporten

Kabelanlægget står lige nu i den gamle færgehavn, fordi Dansk Vandski & Wakeboard Forbund har fået 500.000 kroner fra Nordeafonden til at udvikle gamle færgelejer i danske industrihavne. Pengene har været med til at finansiere et transportabelt kabelsystem, som kan sættes op midlertidigt i forskellige havne.

Siden systemet blev sat op i Halsskov, har der været kø til at prøve det, konstaterer en glad Rasmus Søndergaard, udviklingskonsulent i Dansk Vandski & Wakeboard Forbund.

- Det er gået over al forventning. Der har været masser af interesserede borgere, der har prøvet at wakeboarde, siger Rasmus Søndergaard.

quote Vi håber, at folk er så vilde med sporten, at man i byen får lyst til at erhverve sit eget system

Rasmus Sønderskov, Dansk Vandski & Wakeboard Forbund

Det transportable kabelsystem bliver stående indtil august måned. Målet er at introducere sporten til så mange som muligt. 

- Vi håber, at folk er så vilde med sporten, at man i byen får lyst til at erhverve sit eget system, så vi får en ny klub under vores forbund og flere wakeboardere, siger Rasmus Søndergaard.

Artiklen fortsætter under billedet

Håbet er, at de lokale bliver så bidte af sporten, at de ønsker sig et permanent kabelsystem til wakeboarding.
Håbet er, at de lokale bliver så bidte af sporten, at de ønsker sig et permanent kabelsystem til wakeboarding. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Hvis man i fremtiden ønsker sit eget kabelsystem i Korsør, koster det omkring 275.000 kroner. Pengene skal findes hos Slagelse Kommune eller hos fonde, men Dansk Vandski & Wakeboard Forbund kan støtte med omkring 100.000 kroner. Det kræver dog også, at tilpas mange frivillige melder sig til en ny klub og vil hjælpe med arbejdet. Her er man dog allerede godt på vej, fortæller Rasmus Søndergaard.

Begejstret borgmester

Slagelse Kommunes borgmester, John Dyrby Paulsen (S) er fredag selv mødt op for at se kabelsystemet, og han er mildt sagt i et strålende sommerhumør, da TV2 ØST træffer ham.

quote Engagementet og drivkraften er der. Det skal nok blive til noget

John Dyrby Paulsen (S), borgmester, Slagelse Kommune

- Det er et fantastisk sted. Jeg er selv vokset op her, så det er fantastisk at se, at der er så mange aktivteter herude. Vi har en unik mulighed for at lave et vandsportssted, hvor folk dyrker alle mulige former for vandsport, siger John Dyrby Paulsen.

Artiklen fortsætter under billedet

Borgmester John Dyrby Paulsen (S) er sikker på, at der kommet et permanent kabelsystem til havnen i Halsskov.
Borgmester John Dyrby Paulsen (S) er sikker på, at der kommet et permanent kabelsystem til havnen i Halsskov. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Færgehavnen har i mange år været dårligt vedligeholdt, men Slagelse Kommune har netop afsat 16 millioner kroner til at vedligeholde havneområderne under selve vandet. Planerne er, at stedet skal forvandles til et mekka for alverdens former for vandsport.

- Folk kører fra Odense til København for at wakeboarde. Nu kan de stoppe efter kun en tredjedel af vejen og gøre det i Korsør. Det er med til at trække folk til og til at understrege, at det her område er unikt, siger John Dyrby Paulsen.

Skal der permanent etableres et kabelsystem i Halsskov Færgehavn, koster det penge. Men borgmesteren er helt sikker på, at det kan lade sig gøre.

- Det er jeg slet ikke i tvivl om. Næste år bliver det endnu større. Engagementet og drivkraften er der. Det skal nok blive til noget, siger John Dyrby Paulsen.


Nyhedsoverblik