Den første episode fandt sted i Nørre Alslev på Falster, hvor en 58-årig mand blev rasende over, at en lastbil holdt parkeret på Storstrømsvej.
- Med en slangebøsse fyrer han nogle stålkugler mod lastbilens forrude, og da lastbilchaufføren åbner døren, får han sprøjtet peberspray i hovedet, siger vagthavende til TV ØST.
Den 58-årige mand er blevet anholdt og sigtet for vold og overtrædelse af våbenloven. Han vil blive løsladt i løbet af søndagen.
Vold mod kvinde
I Rødby var der også øretæver i luften i nat. Her udsatte en 19-årig mand en kvinde for vold.
- Det har noget med nogle familierelationer at gøre, som vi ikke vil komme nærmere ind på, siger vagthavende.
Den 19-årige er kendt af politiet i forvejen, og derfor overvejer politiet nu, hvorvidt han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Truede med stort sværd
Politiet måtte også rykke ud i Sakskøbing. Bevæbnet med et større sværd af en art opsøgte en 33-årig mand to andre mænd og truede med at slå dem ihjel.
- Det lykkes at afværge situationen, og gerningsmanden løber fra stedet, men bliver senere anholdt, siger vagthavende.
Ingen kommer til skade ved hændelsen, og den 33-årige mand vil nu blive sigtet i sagen, hvorefter han vil blive løsladt.