Vaskede hunde med terpentin - nu skal sagen for retten

00:45

I 2017 blev 17 hunde fjernet fra en ejer i Eskebjerg, efter de var blevet vasket med terpentin. Nu er en 57-årig kvinde tiltalt for at bryde dyreværnsloven.

17 hunde blev i 2017 fjernet fra en ejer, der havde vasket dem med terpentin. Nu er en 57-årig kvinde tiltalt for at have brudt dyreværnsloven.

I slutningen af maj 2017 måtte politiets særlige dyreværnsenhed fjerne en stor gruppe hunde fra en adresse i Eskebjerg nær Kalundborg. De levede under kummerlige forhold, og var blandt andet ramt af skabmider og orm.

Nu er en 57-årig kvinde tiltalt for at have overtrådt dyreværnsloven.

Det skriver Nordvestnyt.

Sagen skal behandles i Retten i Holbæk på fredag.

Kvinden havde dengang forsøgt at behandle hundene for hudsygdommen skab. Derfor havde hun vasket dem i terpentin, så deres hud ifølge avisen var helt indtørret. Men det havde ikke haft nogen virkning.

Hundenes tilstand var meget dårlig

De 17 hunde blev fjernet ad to omgange. Først blev syv hunde, tre voksne hunde og fire hvalpe bragt til Dyrenes Beskyttelses dyreinternat i Roskilde, da deres tilstand var meget dårlig. Herefter fik kvinden et strakspåbud om at behandle resten af hundene.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at hundene er blevet vasket i terpentin og har gået under disse forhold

Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr, Dyrenes Beskyttelse

Men da hun ikke efterlevede dette, fjernede politiet de resterende 10 hunde.

Hos Dyrenes Beskyttelse var de dengang rystede over, at ejeren havde udsat hundene for terpentin. Det forklarede Jens Jokumsen, som er chefkonsulent for familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse til TV ØST.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, at hundene er blevet vasket i terpentin og har gået under disse forhold. Selvbehandling er aldrig en god ide, og jeg har aldrig hørt noget lignende. Det må have udviklet nogle voldsomme dampe, og med hundes gode lugtesans, må det have været ulideligt, sagde han dengang.

- Deres hud er blevet helt indtørret, og de er alle meget medtaget af forholdene og behandlingen. Det vil tage lang tid at få dem på fode igen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App