Usædvanligt venskab på café får enorm opmærksomhed: - Der er mangel på arbejdspladser som os

Café Ingeborg har fået rigtig meget opmærksomhed og henvendelser fra folk, der vil arbejde på den alternative arbejdsplads, efter de har hørt om Peter (tv.) og Bos historie. Foto: Katja Højbjerg - TV ØST

Historien om det usædvanlige venskab høster enorm opmærksomhed. Nu bliver Café Ingeborg overdynget af forespørgsler fra folk, der vil arbejde der.

I sidste uge delte Peter Arvedsen og Bo Bang Jensen deres historie om deres helt særlige venskab. Nu har mændenes arbejdsplads, Café Ingeborg, i Ringsted fået enorm meget opmærksomhed – både fra medier og private personer.

- Vi har oplevet en utrolig, hjertelig og varm opmærksomhed fra folk, siger lederen af Café Ingeborg, Anne Woergaard Mikkelsen, og tilføjer:

- En direktør fra Kokkedal skrev for eksempel: Jeg har set jer i fjernsynet. I har min fulde respekt.

Modløs og deprimeret kom Peter Arvedsen til at arbejde i caféen for seks år siden. Kort fortalt mødte han Bo Bang Jensen på arbejdspladsen og fik arbejdsglæden tilbage, i takt med at venskabet udviklede sig.

Vi har oplevet en utrolig, hjertelig og varm opmærksomhed fra folk

Anne Woergaard Mikkelsen, leder af Café Ingeborg

En alternativ arbejdsplads

Café Ingeborg er en alternativ arbejdsplads for mennesker med mange forskellige udfordringer.

Nogle lider af autisme, er psykisk sårbare eller demente, mens andre har Downs Syndrom ligesom Bo Bang Jensen eller tumler med andre problemer.

Og der findes mange som Peter og Bo, mener Anne Woergaard Mikkelsen.

- Der er Peter’er og Bo’er over hele landet. De får bare ikke lov til at møde hinanden, fordi der er en målgruppe for Bo og en for Peter, siger hun og tilføjer:

- Det er så alle Peter’ne, der har ringet til mig.

Ifølge Anne Woergaard Mikkelsen har de fået mellem 20-25 henvendelser fra mennesker, der vil arbejde i caféen.

Eksempelvis har fleksjobbere, folk med hjerneskader, psykisk sårbarhed, ADHD og borderline ringet til hende for at søge job.

Opkaldene kommer fra folk i et spænd fra Kalundborg til Køge kommuner. Det gør meget stort indtryk på hende.

- Det siger mig, at der simpelthen er mangel på arbejdspladser som os, siger Anne Woergaard Mikkelsen.

Alle har ret til at betyde noget for nogen

Hos Café Ingeborg gør de ifølge lederen meget ud af at give alle opbakning og støtte. Men der er også et andet vigtigt element i arbejdskulturen.

- At de faktisk får en oplevelse af, at de betyder noget for nogen andre. Det er jo mennesker som formentlig gennem et langt krøllet liv med eksempelvis borderline eller ADHD, har haft en oplevelse af ikke at kunne du til noget som helst eller være til besvær.

Artiklen fortsætter under videoen.

04:06

Her kan du møde Peter Arvedsen og Bo Bang Jensen, der arbejder sammen i Café Ingeborg.

Luk video

Ifølge lederen er det vigtigt at betyde noget for hinanden på arbejdspladsen og for kunderne i caféen.

Derfor er Anne Woergaard Mikkelsens helt store kæphest at inspirere andre kommuner og virksomheder til at lave alternative arbejdspladser som Café Ingeborg. Derfor håber hun, at de mange jobansøgere vil prøve at finde et alternativt arbejde i deres egne kommuner.

- Jeg bliver rørt over, at der er så mange af dem. Så jeg synes, de må stadig arbejde på at få nogle andre kommuner til at købe ind på den her måde at gøre det på. Fordi der er et åbenlyst, stort behov.

Får opmærksomhed fra andre medier

Bo og Peters optræden på tv og Facebook har blandt andet skabt opmærksomhed fra andre medier.

Familiejournalen har allerede besøgt caféen, mens Go’ Morgen Danmark tager fat i historien på lørdag.

Derudover får caféen besøg af et castingbureau på torsdag.

De er på nemlig på udkig efter medvirkende til en svensk kampagnefilm, der skal vise svenske arbejdsgivere, at alle uanset fysiske udfordringer kan være god arbejdskraft. Det er Café Ingeborg et godt eksempel på.

Caféen har eksisteret i otte år til maj og beskæftiger omkring 80 personer i alt. Omkring 35 er ansat i beskyttet beskæftigelse, mens andre er ansat i fleksjob, praktik eller ordinære stillinger.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App