Ubetalte regninger i millionstørrelse førte til produktionsskoles konkurs

Produktionsskolen NVPRO/Campus gik konkurs den 3. maj. Omkring 35 lærere blev sendt hjem uden løn. Foto: Jesper Truelsen - TV 2 ØST

En del ubetalte regninger er dukket op i kølvandet på Produktionsskolen NVPRO/Campus´ konkurs i maj. Skolen skylder blandt andet SKAT fire millioner.

Ubetalte regninger for over seks millioner kroner førte til, at Produktionsskolen NVPRO/Campus gik konkurs. Det viser en korrespondance mellem Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og NVPRO/Campus, som Nordvestnyt har fået aktindsigt i.

Produktionsskolen, der gik konkurs den 6. maj og kort efter måtte sende elever og lærere hjem, havde hovedsæde i Svinninge og afdelinger i Holbæk, Tølløse, Svinninge, Asnæs og Nykøbing Sjælland. 

Nægtede at underskrive regnskab 

Det var Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Undervisningsministeriet, der førte tilsyn med produktionsskolen. De ubetalte regninger blev opdaget i forbindelse med, at produktionsskolen bad om at få udsættelse på at aflevere skolens regnskab for 2018, fordi der var konstateret en række fejl.

I april kommer ledelsen af FGU Nordvestsjælland på banen. FGU Nordvestsjælland er en fusion af Produktionsskolen NVPRO/Campus, Kalundborgegnens Produktionsskole og dele af VUC, og det er borgmester i Odsherred, Thomas Adelskov (S), der er bestyrelsesformand for FGU Nordvestsjælland.

- Det viste sig, at produktionsskolens revisor nægtede at underskrive NVPRO/Campus´ regnskab. Herefter blev skolens regnskabschef sygemeldt, fortæller Thomas Adelskov.

Ubehagelige overraskelser

FGU Nordvestsjælland kontaktede herefter Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og bad om tilladelse til at hjælpe den konstituerede leder på NVPRO/Campus med at gennemgå skolens økonomi. 

- Det fik vi lov til, fordi vi har en objektiv interesse i, at der er styr på økonomien i den organisation, vi skal fusionere med. Derfor har en medarbejder fra FGU været med til at kigge regnskaberne igennem, og den ene ubehagelige overraskelse efter den anden er dukket op, fortæller Thomas Adelskov. 

Den nyetablerede uddannelsesinstitution FGU afløser efter sommerferien de tidligere produktionsskoler og åbner 27 steder i landet. 

- Det er klart, at opgaven er blevet noget sværere efter, at NVPRO/Campus gik konkurs. Vi havde regnet med at overtage bygningerne, borde, stole, bænke og maskiner. Alt det er nu en del af konkursboet, så vi skal ud og nyinvestere, og vi er ved at finde ud af, hvordan vi kan gøre det bedst muligt, fortæller Thomas Adelskov. 

Sendte ikke pengene videre til SKAT

NVPRO/Campus´ regninger fordeler sig på flere forskellige ubetalte poster: Skolen skylder SKAT fire millioner kroner. Fra begyndelsen af 2018 er der trukket A-skat fra medarbejdernes løn, men i stedet for at sende pengene videre, valgte skolen at beholde pengene. NVPRO/Campus skylder Værftet i Holbæk flere års husleje, i alt op mod en halv million kroner, derudover er det momsbetalinger, der ikke er indbetalt, og der er ikke betalt pension ind til medarbejderne.  

I alt er der 14 ubetalte poster, og regningerne løber i alt op i seks millioner kroner. Derudover har staten rejst et krav på 2,4 millioner kroner, det drejer sig om, at størstedelen af det statslige tilskud, der er udbetalt i maj, skal tilbagebetales. 

- Der er regningen for den tid, vi ikke har fået undervisning for til eleverne, altså fra den 6. maj og måneden ud, fortæller Niels Henrik Hansen, der er specialkonsulent i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet. 

En endelig, gennembearbejdet opgørelse over gælden kommer først, når konkursboets kurator, Karsten Holt fra advokatformaet Advodan, har udredt trådene. 

- Jeg er rystet over forløbet, og vi venter på et svar fra boets kurator på, om der kan placeres et ansvar i den her sag, fortæller Thomas Adelskov. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App