Tusinder af motorcykler gav den gas på Falster

Traditionen tro blev åbningen af motorcykelmuseet i Stubbekøbing markeret med en stor fælles køretur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trods en grå og halvvåd Skærtorsdag var der flot fremmøde til den traditionsrige motorcykeltur, der hvert år markerer sæsonåbningen af Stubbekøbing Motorcykel- og Radiomuseum.

Arrangørerne anslog, at op mod 1500 havde taget turen til Cementen i Nykøbing Falster, hvorfra den fælles køretur vanen tro begyndte.

- Det er lidt som at være med til åbningen af Bakken. Det er en tradition for mange. Vi er måske et lidt specielt folkefærd, som elsker de her store maskiner. Det er lidt for drengerøve, men heldigvis er der også mange piger, som kører på motorcykel, siger Jan Olsen fra Mern, som selv har en Honda Goldwing.

Da de mange maskiner ankom til Stubbekøbing, holdt Guldborgsunds borgmester John Brædder (G) tale. Ikke kun på grund af åbningsdagen, men også for at overdrage nøglen til museet. Ejerskabet overgår nemlig fra kommunen til en selvejende fond.

Motorcykelmuseet kan i år fejre 40 års jubilæum. Det har åbent på udvalgte dage frem til sæsonafslutningen den 22. oktober.


Nyhedsoverblik