En anmodning om en aktindsigt har resulteret i et mindre sammenstød mellem Stevns Kommunes kommunalpolitikere og borgmester Mogens Haugaard (Nyt Stevns).
Under torsdagens kommunalbestyrelsesmøde kom det frem, at borgmesteren føler sig intimideret af, at navngivne politikere i kommunalbestyrelsen har ansøgt om aktindsigt i hans mailkorrespondancer.
Det skriver Dagbladet Køge.
Det er hamrende ubehageligt og nærmest som at have indbrud i mit eget hjem
- To gange har Steen S. Hansen og Line Krogh Lay søgt aktindsigt i min private mailboks. Det er en ret, som de har som kommunalpolitikere, men det er hamrende ubehageligt og nærmest som at have indbrud i mit eget hjem, sagde borgmesteren ifølge Dagbladet under spørgetiden fra borgerne i torsdags.
Mogens Haugaard erkender dog, at der ikke er tale om hans private mail, som han kaldte det under kommunalbestyrelsesmødet, men derimod hans arbejdsmail. Det udelukker dog ikke private oplysninger, fortæller han til avisen.
Forbigået i seneste budgetforlig
Det er dog ikke første gang, at fronterne er trukket skarpt op mellem politikerne i Stevns Kommune.
Under det seneste budgetforlig i byrådet var borgmesteren ikke selv med til at forhandle aftalen på plads, da et bredt flertal præsenterede forliget. Mogens Haugaard forlod tidligere i år partiet Venstre og stiftede i stedet lokallisten Nyt Stevns, og det var det eneste parti som ikke var repræsenteret ved forhandlingerne i sidste måned.
Ifølge Mogens Haugaard gav den socialdemokratiske borgmesterkandidat Steen S. Hansen en forkert udlægning af forhandlingsforløbet, da han meldte ud, at Mogens Haugaard uden varsel udeblev fra andet forhandlingsmøde på grund af andre opgaver.
Borgmesteren siger selv, var han til første møde i budgetforliget, hvor han fremlagde Nyt Stevns budgetforslag. Ved andet møde kunne han ikke deltage på grund af borgmesterforpligtelser, og til tredje møde blev han smidt ud, udtalte han til TV ØST efter forhandlingerne.