Sporarbejde og arbejdsnedlæggelser koster DSB rejsende

DSB's regnskab er stort set gået i nul i første halvår med færre rejsende og lavere priser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fyringer, arbejdsnedlæggelser og sporarbejde har afsporet eventuelle drømme om et overskud i DSB i første halvår af 2019.

Efter seks måneder med færre rejsende og lavere billetpriser slutter DSB med et plus på en million kroner - altså dybest set et regnskab der går i nul.

DSB har siden sidste år tabt omkring en halv million rejsende, hvilket svarer til en procent.

Samtidig skriver DSB, at salget af lavprisbilletterne Orange og Orange Fri er steget.

- Rejsetabet skyldes væsentligst de mange infrastrukturarbejder og øget konkurrence, skriver DSB.

Tog
Læs også
Nyt sporarbejde rammer togtrafikken på hele Sjælland
Tog
Læs også
Nyt sporarbejde rammer togtrafikken på hele Sjælland

DSB tilskriver arbejdsnedlæggelse tab af 400.000 rejsende i S-togene, mens fjern- og regionaltog har tabt 100.000 rejsende.

De tilbageværende passagerer er lige så tilfredse som sidste år. 

Hvert femte tog kørte ikke til tiden

Til gengæld har DSB haft problemer med punktligheden for fjern- og regionaltog. I DSB's kontrakt med staten står groft sagt, at togene i 83,4 procent af tilfældene skal køre til tiden.

I første halvår er hver femte af DSB's fjern- og regionaltog ikke kørt til tiden. Dermed lever DSB ikke op til sine forpligtelser om punktlighed.

En del af forklaringen er ifølge DSB, at forsinkede tog fra Sverige har skabt problemer med, at togene kører afsted fra Københavns Hovedbanegård til tiden.

Derudover har DSB haft udgifter for 51 millioner kroner i forbindelse med en fyring af 60 medarbejdere i administrationen.

Fald i overskud

DSB har på forhånd ventet et regnskab i noget nær nul for hele 2019. Det kan være svært at sammenligne med første halvår af 2018, hvor en række engangsudgifter og -indtægter påvirkede regnskabet.

Sidste år så regnskabet mere lyst ud med et overskud på 344 millioner kroner - men det hang i høj grad sammen med en avance på 267 millioner kroner fra salg af DSB's kontorejendomme på Kalvebod Brygge.

Sammenligner man resultatet af driften isoleret set - uden engangsposter - er overskuddet faldet fra 130 millioner til 45 millioner.


Nyhedsoverblik