Ældrepleje mangler flere hundrede vikarer: Prøver at lokke unge til med åbent hus og rollespil

Der er hårdt brug for de unge vikarer i feriesæsonen, så der er hænder nok til at passe de ældre. Foto: Camilla Laursen - TV ØST

Der er brug for op mod 200 vikarer til de ældre i Sorø Kommune i sommerferien. Derfor forsøger Sundhed og Omsorg nu at lokke de unge til.

- Vil du have verdens (måske) vigtigste sommerjob?

Sådan lyder det i et opslag fra Sorø Sundhed og Omsorg, som for første gang onsdag holder åbent hus for unge, som overvejer et sommerjob som vikar i ældreplejen.

Der er nemlig hårdt brug for de unge vikarer i feriesæsonen, hvor der mangler 20 procent af personalet i ældreplejen i Sorø Kommune.

- Derfor har vi hårdt brug for vores vikarer, og vi mangler mange. Omkring 100-200, fortæller Helene Christensen, der er gruppeleder i Sundhed og Omsorg.

Vi kan tilbyde et sommerjob, hvor man kan tjene gode penge, hvis man vil tage mange vagter, og hvor man samtidig kan udvikle sig personligt, fordi man arbejder med mennesker

Helene Christensen, gruppeleder, Sundhed og Omsorg, Sorø Kommune

Penge og personlig udvikling

Arrangementet onsdag eftermiddag foregår på Degneparken i Dianalund og er målrettet de unge, som afslutter gymnasiet eller en anden ungdomsuddannelse til sommer, lyder det.

- Vi kan tilbyde et sommerjob, hvor man kan tjene gode penge, hvis man vil tage mange vagter, og hvor man samtidig kan udvikle sig personligt, fordi man arbejder med mennesker og lærer sig selv at kende i nye situationer, siger Helene Christensen.

- Fra Sorø Sundhed og Omsorgs side gør vi meget ud af at klæde vikarerne godt på til jobbet gennem introforløb, mentorordninger og sådan noget, siger Helene Christensen.

Artiklen fortsætter under billederne.

  Foto: Camilla Laursen - TV ØST

Der var mødt flere unge op for at høre om sommerferiejobbet. Foto: Camilla Laursen - TV ØST

Rollespil skal vise unge vilkårene

Til det åbne hus kan de unge studerende høre nærmere om jobbet som vikar i ældreplejen. Der vil også være forskellige rollespil, hvor personalet viser de studerende nogle forskellige situationer, de kan opleve i jobbet. Og så vil der også være mulighed for at se nærmere på nogle af hjælpemidlerne til de ældre.

- Sommervikarerne udfylder en vigtig rolle på plejecentrene og i hjemmeplejen. Det er vigtigt, at vikarerne går til opgaven med engagement og med realistiske forventninger til jobbet – og det vil vi gerne hjælpe dem med, siger Helene Christensen.

Det åbne hus løber af stablen fra klokken 15.30 og to timer frem.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App