Det kunne have udviklet sig rigtig farligt, da der tirsdag aften blev kastet en brandbombe gennem en rude i en opgang til en ejendom på Absalonsgade i Slagelse.
Derfor ser politiet også med stor alvor på efterforskningen af en påsat brand i Slagelse tirsdag aften.
Brandbomben var en molotovcocktail, og branden blev anmeldt til myndighederne klokken 20.10 tirsdag aften.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- Der var blevet kastet en molotovcocktail ind i gennem et vindue til en kælderlejlighed. Indenfor var der gået ild i en seng, fortæller Frank Tofte fra Lokalpolitiet i Slagelse.
Beboer var ikke hjemme
Lejlighedens mandlige beboer var ikke tilstede i lejligheden, men ankom til stedet kort efter ildspåsættelsen.
På nuværende tidspunkt er der ingen anholdte i sagen, og politet efterforsker sagen som en påsat brand og forsøger at finde vinder.
Lejlighedens beboer har tilsyneladende sit eget bud på, hvem der kan stå bag branden.
- Han forklarer, der er noget uvenskab med en gruppe i Slagelse, men ikke noget nærmere. Det skal vi selvfølgelig afhøre ham om, siger Frank Tofte til TV ØST.
Branden spredte sig ikke i sådan en grad, at det var nødvendigt at evakuere ejendommens beboere.
Ingen personer kom noget til i forbindelse med branden.