Plan om udskældt biogasanlæg stemt ned

Lokale var mødt op for at takke for, at det er blevet lyttet på deres protester, da planerne om et biogasanlæg ved Snævre blev endeligt stemt ned i Mørkøv Hallen. Foto: Anni Olsen

Et flertal af politikere i Holbæk har endegyldigt nedstemt planerne om et biogasanlæg ved Snævre. Det vækker glæde hos borgerne.

Der bliver ikke noget biogasanlæg ved Snævre lidt uden for Holbæk. Det har et flertal i kommunalbestyrelsen besluttet her til aften, efter de havde sagen på dagsordenen i Mørkøv Hallen.

Og beslutningen falder i rigtig god jord hos næstformanden for Regstrup Natur- og Miljøforening, Lone Plovstrup, der bor i Sdr. Jernløse.

Deres forening har stået i spidsen for at bekæmpe planerne siden sidste efterår.

Det synes jeg jo er skønt. Det var jo forventet, kan man sige

Lone Plovstrup, næstformand i Regstrup Natur- og Miljøforening

Lone Plovstrup havde her til aften en god fonemmelse for, at udfaldet ville ende sådan.

- Det synes jeg jo er skønt. Det var jo forventet, kan man sige. Det vidste vi allerede for snart en måned siden. Det havde man meldt ud politisk, at man ikke vill gå videre med den sag, siger Lone Plovstrup og tilføjer:

- Så det bekræfter mig jo bare, at de holder ord denne gang.

Poppede champagnen i maj

Borgerne har allerede poppet champagnen tilbage i maj. Der stod det nemlig klart, at der ikke længere var et politisk flertal for at anlægge et biogasanlæg i Holbæk Kommune.

Det skulle ellers være placeret syd for byen Regstrup og midt i mellem Nørre Jernløse og Snævre. Men den plan fik modstandsgruppen af borgere ændret. De har blandt andet ad flere omgange demonstreret foran rådhuset i Holbæk.

Tilbage i maj skiftede flere af politikerne i kommunalbestyrelsen så mening i forhold til biogasanlægget. Det fejrede modstansgruppen i gymnastiksalen på Sdr. Jernløse Lilleskole, hvor over 100 mennesker mødte op.

Her deltog Lone Plovstrup naturligvis også.

- Jeg går bare rundt og krammer alle, uanset om jeg kender dem eller ej, fordi jeg simpelthen er så glad, sagde hun dengang til TV2 ØST.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lone Plovstrup, næstformand i Regstrup Natur- og Miljøforening. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Modtog mange høringssvar

Mange borgere har været bange for at et biogasanlæg ville give lugtgener, og at der ville komme tung trafik med anlægget. Derfor har beboerne i Jernløse- og Regstrup-området kæmpet imod planerne siden efteråret 2018. 

Det har været en lang og lærerig proces, fortæller næstformanden.

- Det har været hårdt, spændende og enormt lærerigt. Jeg har lært en masse nye mennesker at kende og nye folk, der er flyttet til bye, siger Lone Plovstrup.

Den kamp har nu strukket sig over ni måneder. Men efter en lang høringsperiode fra sidste efterår til maj i år, hvor administrationen modtog 282 høringssvar, har politikerne lyttet.

I maj sendte partierne DF, SF og Socialdemokratiet en pressemeddelelse om, at de ville stemme nej til forslaget om et biogasanlæg. 

Det løfte holdt de her til aften, hvor et flertal af 29 mod 2 stemte nej til planen om et biogasanlægget ved Snævre på et erhvervsområde syd for motorvejen.

Til gengæld blev en alternativ plan stemt i gennem, som fortsat gør det muligt at etablere er erhvervsområde nord for motorvejen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App