Sådan sikrer du dit hus inden snestormen

Fygesne og tunge snedriver kan forårsage dyre skader på hus og have, men de kan nemt forebygges.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der kan være snestorm lige rundt om hjørnet, og det er nu, at du skal lave det sidste tjek af huset, inden alt inden for kort tid er dækket af hvidt. Der er særligt to ting, du skal være opmærksom på, forklarer hus- og haveekspert Jesper Carl Corfitzen fra Bolius. For det første er sne tungt, og for det andet bliver det til vand, når det smelter.

- Grundlæggende skal du overveje, hvor huset kan have nogle svage punkter, og hvor der kan komme problemer med fygesne, siger han.

Understøt fremfor at reparere 

Det kan for eksempel være en del af taget på carporten eller den overdækkede terrasse, der ikke står så solidt længere og skal understøttes, inden sneen kommer. Hvis du ikke får gjort det i rette tid, kan hele konstruktionen bryde sammen, og så er det langt mere omfattende at skulle udbedre skaderne til foråret.

- Der er nogle steder, man næsten ved med sig selv, at det kan gå galt. En pæl, der står løst, eller nogle tagplader, der ikke er ordentligt understøttet. Hvis der kommer meget sne, bliver det tungt, og så kan det hele knække sammen, fortæller Jesper Carl Corfitzen.

101216aj_landevej_med_biler_og_sne.jpg
Læs også
Weekenden kan ende i snestorm – myndighederne er klar
101216aj_landevej_med_biler_og_sne.jpg
Læs også
Weekenden kan ende i snestorm – myndighederne er klar

Med sneen på vej gælder det ikke om at lave den endelige reparation, men om at undgå akutte skader. Det kan for eksempel være ved at sætte en støttestolpe på en svag stolpe, indtil man kan få den udskiftet senere. Det er heller ikke nu, at man skal skifte hele sit tag, men i stedet stoppe hullerne ud med mineraluld.

- Hvis du har nogle enkelte huller ind til loftet, kan du relativt nemt lukke dem og dermed holde den værste fygesne ude, siger Jesper Carl Corfitzen.

Luk udluftningsventiler 

Ud over de huller, der ikke burde være i huset, er der også huller, som skal være der. Men er der snestorm, er det med at få lukket så mange af dem som muligt også. Det kan for eksempel være udluftningsventiler i ovenlysvinduer.

- Generelt skal man lukke alle steder, hvor der kan komme fygesne ind. Jeg har selv et ovenlysvindue, som jeg engang havde glemt alt om, og så kom der en ordentlig bunke sne. Sneen kan sagtens komme ind, bare vinduet står en smule på klem. Fygesne kan komme ind alle steder, forklarer Jesper Carl Corfitzen.

Når fygesneen først er kommet ind, er der ikke meget andet at gøre end måske lige at feje det af. Ofte ligger det i et fint tyndt lag, som man må lade smelte og tage den smule vand, der kommer.

- Hvis det er lidt vand, vil det ofte ikke være det store problem. Jeg er selv opvokset i et gammelt bondehus, hvor taget var umuligt at gøre tæt, så der kom masser af fygesne ind. Kun i de helt store snestorme i 70’erne oplevede vi, at det faktisk også dryppede ned i stuen, fortæller Jesper Carl Corfitzen.

Problemer i haven

I haven kan den tunge sne også give problemer. Har du træer og buske, som du ved bliver tynget meget ned af sneen, kan det være en god ide lige at få dem bundet op, så de ikke knækker sammen under vægten, forklarer Jesper Carl Corfitzen, der også opfordrer haveejerne til at passe på deres plæner, når først frosten er sat ind:

- Det ser meget yndigt ud med en frossen plæne, men jo mere du går på græsset, jo flere gule pletter vil du opleve til foråret.

expr.jpg
Læs også
DMI advarer om voldsomt vejr
expr.jpg
Læs også
DMI advarer om voldsomt vejr

Det er også nu, du skal forberede sig på det uafvendelige. Nemlig at temperaturen kommer over frysepunktet igen.

Smeltevandet skal kunne komme væk

- Hvis du ikke har fået renset dine brønde, tagrender og riste er det på høje tid. Når sneen smelter igen, skal den have fri passage til at komme væk, siger hus- og haveeksperten, der også opfordrer folk til at få styr på udstyret til snerydningen, inden sneen lægger sig tungt over haveskuret:

- Du skal have sneskovlen klar, så du kan komme til den og så for øvrigt huske ordentligt tøj og ikke mindst fornuftigt fodtøj, når du skal ud at rydde. Det er nu, skadestuerne fyldes af faldulykker, slutter han.


Nyhedsoverblik