På lørdag bliver det 20 grader koldere, og vi kan få sne

Luften bliver markant koldere fra torsdag og fremad, og så er der en lille joker i prognoserne til fredag aften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Solen skinner, luften er lun, og vinden er svag. Det dufter for alvor af forår udenfor, og mange føler sikkert også, at vi nu støt og roligt er på vej mod sommeren.

Lørdag morgen kan man imidlertid få sig noget af en vinterlig overraskelse, når man står op.

Temperaturen kan nemlig ligge nede omkring frysepunket, og der kan endda også ligge lidt sne hist og her. Måske falder der tilmed fortsat sne, når solen står op.

Dermed kan weekendens vejr komme til at stå i skarp kontrast til det smukke forårsvejr, som giver os omkring 20 grader tirsdag.

Kulden kommer, men bygerne er en anden sag

Et markant vejrskifte finder sted, når en koldfront passerer os fra nord på torsdag. Her falder temperaturen nemlig drastisk i luften, som omgiver os.

Fredag får vi sandsynligvis blot seks til ni grader de fleste steder, og kun på de allermest solbeskinnede lokaliteter i Østdanmark kan vi passere 10 grader.

Dermed er der lagt op til køligt vejr i hele landet med temperaturer omkring frysepunktet natten til lørdag.

 
 

Flere prognoser lader tilmed et lavtryk med byger bevæge sig ned over Danmark fredag aften og natten til lørdag.

Det store spørgsmål er blot, om bygerne også trækker ind over land eller ej. Bygerne vil nemlig hovedsageligt blive dannet til havs, og det kræver en smule vind for, at de driver ind over land.

Selvom snebygerne dermed og indtil videre er noget usikre, er kulden til gengæld sikker. Det virker overvejende sandsynligt, at vi fra torsdag og frem får en længere periode med koldere vejr end normalt.


Nyhedsoverblik