På tur med kandidaten: Mere skov og bedre familieliv

Onsdag formiddag samlede Mads Gudiksen Louise Schack Elholm (V) op i hendes hjem i Sorø for at køre rundt i hendes lokalområde. Foto: Mads Gudiksen - TV2 ØST

Louise Schack Elholm (V) er garvet, når det gælder valgkamp og det politiske spil på borgen. Hun har siddet i Folketinget i over 10 år.

Når Louise Schack Elholm stiller op til dette års folketingsvalg for Venstre, bliver det hendes fjerde gang. Derfor kender hun principperne i at føre en god valgkamp og for arbejdet på Christiansborg. Siden 2007 har hun været medlem af Folketinget siden 2007 og er i dag Venstres skatteordfører. 

Mads Gudiksen samlede hende op hjemme i privaten i Sorø, da de onsdag formiddag lavede optagelserne til valgprogrammet Køretur med kandidaten

Louise Schack Elholm og hendes mand har boet i Sorø i lidt over 11 år. Og netop den dag, Mads Gudiksen kom forbi, var der flag oppe i haven. Louise Schack Elholms datter havde nemlig fødselsdag.

- Jeg har simpelthen så ondt af hende, fordi for fire år siden var det den samme situation. Der var der også valgkamp på hendes fødselsdag. Det er ligesom gået ud over hende to gange.

- Det måtte du lige koordinere med Lars Løkke, siger Mads Gudiksen.

- Jeg tror desværre ikke, han tager hensyn til børnefødselsdage, svarer hun.

Louise Schack Elholm er opvokset i den lille by Stenlille, som ligger på Vestsjælland. Da hun blev mobbet i folkeskolen som barn, kom hun i 8. og 9. klasse i privatskole i Sorø. Senere tog hun gymnasiet på Sorø Akademi. Herefter har hun læst cand.polit. ved Københavns Universitet.

KØRETUR MED KANDIDATEN

Under hele valgkampen vil Mads Gudiksen samle forskellige folketingskandidater op i sin bil i valgprogrammet Køretur med kandidaten. Alle 13 partier får en af deres kandidater med på en køretur, der tager udgangspunkt i kandidatens hjemstavn, arbejde eller et andet sted, der har en særlig betydning for kandidaten. Det bliver sendt direkte på TV2 ØST's Facebookside, hvor brugerne kan stille spørgsmål, og senere bliver programmet vist på TV2 ØST.

Fokus på familielivet

Et af Louise Schack Elholms valgtemaer er børnefamilierne og at få deres liv til at fungere. Hun kan selv mærke, hvordan det kan være svært at få arbejdslivet og livet med børnene til at hænge sammen. Hendes mand, Thorsten Schack Pedersen (V), er nemlig også folketingskandidat og opstillet i Thisted i Nordjylland.

- Jo, jeg kan godt mærke, det er en udfordring nogle gange. Men jeg tror ikke, der er nogle enkle løsninger, siger Louise Schack Elholm.

- Jo, SF har en super enkel løsning: Minimumsnomeringer, svarer Mads Gudiksen hurtigt, der understreger, at nomeringerne ikke ser alt for gode ud i Sorø Kommune. 

Minimumsnomeringer betyder, at man fastsætter et loft for, hvor mange børn der skal være per voksen. Men den idé er dagens kandidat ikke tilhænger af.

- Sorø har mange lave udgifter på børn og ældre. Jeg har aldrig været i kommunalpolitik, så jeg har ikke rigtig blandet mig i, hvordan man præcist gør det i de enkelte kommuner, siger hun og tilføjer:

- Det, som er udfordringen ved minimumsnomeringer, er, hvordan vil du definere det? Er det voksne eller pædagoger? Og hvad med de institutioner, som ikke kan skaffe dem? Skal de så lukkes? Forskning viser også, at det, at du har et vist antal normeringer, ikke er ensbetydende med, at børnene har det godt. Det handler i høj grad om ledelse og pædagogik.

Man ved aldrig helt, hvad der kan ske, når man sætter en tv-vært og en folketingskandidat sammen i en bil. Se hvordan det er gået i videoen herunder.

02:24

Mads Gudiksen har samlet mange forskellige folketingskandidater op under valgkampen. Du kan se her, hvordan der er blevet sunget, klappet, snakket og grinet i Mads Gudiksens bil.

Luk video

Derfor mener Louise Schack Elholm, at hele diskussionen om minimumsnormeringer er en pseudodiskussion, som først og fremmest handler om ledelse i de enkelte institutioner.

- Man skal finde en måde for, hvordan man organiserer sig i daginstitutionerne, så man ikke ender med, at de voksne sidder inde i midten og snakker med hinanden, mens børnene roder rundt uden for.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Louise Schack Elholm gik som ung på gymnasiet på Sorø Akademi, som de kørte forbi under optagelserne til 'Køretur med kandidaten'. Foto: Mads Gudiksen - TV2 ØST

Vil have mere skov

Venstre går blandt andet til valg på, at de gerne vil have mere skov og gerne urørt skov. Det fortalte Louise Schack Elholm, da de kørte igennem landskabet i nærheden af Gyrstinge.

- Skov er med til at binde CO2, hvilket er godt for klimaet. Og mere urørt skov binder faktisk ikke CO2, så det er ikke så godt. Men urørt skov er med til at skabe mere biodiversitet. Så vi kan fastholde flere forskellige arter af dyr. Så det er rigtig godt for miljøet.

Derfor foreslår Venstre, at man dels lader et stykke jord stå urørt med skov, hvor man ikke fælder træerne. Men man skal også gøre det mere attraktivt at drive skov for landmændene. 

Læs også På tur med kandidaten: - Islam er ikke foreneligt med vestlige værdier

Louise Schack Elholm ved godt, hvor vigtigt det er at have fokus på klimaet. Sidste sommers varme vejr gjorde blandt andet indtryk på hende og har nærmest ændret hendes mindset.

- Det var en øjenåbner med den tørke, vi havde sidste år. Og året før regnede det som en hel syndflod. Så det sætter nogle tanker i gang. 

Under køreturen fremhævede hun derfor regeringens brede energiaftale fra 2018, som alle partier bakkede op om. Aftalen sikrede blandt andet at man opstiller tre kæmpe havvindmølleparker.

Venstre lægger desuden op til at man gennemfører yderligere tiltag. Men de har dog ikke lagt sig fast på en bestemt teknologi. Det må tiden vise, fortæller hun. 

Du kan se hele køreturen, der blev sendt på Facebook, her. 

Programmet med Louise Schack Elholm bliver vist fredag aften klokken 19.55 på TV2 ØST.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App