Nyt indkøbscenter i Holbæk vil svække omegnsbyerne: - Det vil være katastrofalt

En udvidelse af Holbæk Megacenter vil få store konsekvenser for dametøjsbutikken Hvid i Tølløse, lyder det. Foto: Torben Hvid - privatfoto

Ny analyse viser, at planerne om at udvide megacentret i Holbæk vil koste bymidten i Holbæk og de omkringliggende byer flere millioner kroner.

Det er langt fra alle, der jubler over planerne om en udvidelse af megacentret i Holbæk.

For Birgith Hvid, der er indehaver af dametøjsbutikken Hvid i Tølløse, vil en eventuel udvidelse få store konsekvenser.

- Det vil være katastrofalt, hvis der åbner mere ude ved megacentret. Det vil nok betyde, at jeg kommer til at miste mange kunder. Til sidst er vi jo ikke nogen små butikker tilbage overhovedet, siger hun.

Reaktionen kommer oven på en detailhandelsanalyse, der netop er landet. Undersøgelsen er foretaget af analysefirmaet ICP, fordi Holbæk Kommune har planer om at udvide megacentret med et indkøbscenter kaldet BIG Holbæk.

Hvis BIG Holbæk bliver en realitet, vil det ifølge analysen øge handelen i Holbæk Kommune med mere end 150 millioner kroner. Samtidig vil det dog gå udover handelen i Holbæk bymidte og de omkringliggende byer som Tølløse og Jyderup.

De lokale butikker er jo med til at skabe bylivet

Helle Kromann fra Tølløse

- Det er jo ikke kun de faste Tølløse-borgere, der kommer her. Jeg har også mange kunder, der kommer fra for eksempel Roskilde, Holbæk, Viby og Frederiksværk. Mange af dem ville nok tage til megacentret i stedet for, siger Birgith Hvid.

De lokale butikker betaler prisen

Ifølge analysen står Tølløse og Jyderup hver til at miste tre millioner i handel over de næste 10 år, og bymidten i Holbæk står til en nedgang i omsætning på cirka 21 millioner frem til 2029.

Det kan betyde, at mange små butikker må dreje nøglen om, og det ærgrer kunderne i de mindre byer.  

- Jeg ville synes, det var så trist, hvis jeg skulle ud af byen og hente alting. De lokale butikker er jo med til at skabe bylivet. Det er ikke kun varerne, man får med hjem, det er også et socialt samlingssted, hvor man møder nogen, man kender. Jeg tror ikke, at jeg lige render på min nabo ovre i megacentret, siger Helle Kromann fra Tølløse.

Analysen helt kort

Holbæk kommune ønsker at udvide det nuværende Megacenter med et indkøbscenter ved navn BIG Holbæk

 

Gevinsterne:

 

  • BIG Holbælk vil skabe en forøget handel på 144 millioner kroner på de såkaldte udvalgsvarer - det kan være isenkram, hårde hvidevarer, møbelbutikker og lignende. 
  • BIG Holbæk vil skabe en forøget handel på 11 millioner kroner på dagligvareområdet, forudsat at det fulde projekt gennemføres med en daglivarebutik på 1500 m2. 

 

Tabene:

 

  • Det nuværende Megacenter står til at miste 67  millioner kroner ved en opførelse af det fulde forslag. Det svarer til 6 procent af handelen over de næste ti år. 
  • Omkringliggende byer som Tølløse og Jyderup står til at miste hver tre millioner i handel frem til 2029. 
  • Holbæk bymidte vil i samme periode opleve en nedgang i omsætning på tre procent, hvilket svarer til omkring 21 millioner kroner. 

Kilde: ICP

Se mere

Resultaterne fra den nye rapport har fået borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) til at overveje, hvorvidt udvidelsen skal realiseres ud fra den nuværende plan.

- Jeg mener, vi skal tænke os rigtig grundigt om. Vi står med et projekt, som vil løfte handelen med mange millioner kroner, som vil skabe jobs og sikre Holbæk Kommune en konkurrencemæssig fordel i forhold til nabokommunerne. Men der er en påvirkning af bymidten og det nuværende megacenter. Derfor vil jeg nu gå i dialog med partierne for om muligt at finde fælles fodslag. Måske kan vi sammen gå i forhandling med udvikleren og se, om vi kan finde løsninger, siger borgmesteren i en pressemeddelelse.

Politiske uenigheder

Spørger man andre politikere i kommunen, er der både argumenter for og imod de nye planer. Jeppe Jakobsen (DF) er positivt stemt over for den eventuelle udvidelse, fordi det gør Holbæk konkurrencedygtig.    

Det tager jo kunder fra midtbyen og fra Tølløse og Jyderup

Michael Suhr (K)

- Rapporten peger meget tydeligt på, at hvis vi vælger ikke at gøre noget, så vil Holbæk som handelsby være dårligere stillet, end hvis vi vælger at udvide megacentret.  

Michael Suhr (K) er dybt uenig. Han vil ikke risikere, at bymidten og de omkringliggende byer oplever nedgang på bekostning af megacentret.

- Det tager jo kunder fra midtbyen og fra Tølløse og Jyderup. Man gør sig nogle gisninger eller forhåbninger om, at der bliver synergieffekt og alt mulig andet, men der er ingen, der ved det. Og jeg vil ikke være med til, at Ahlgade bliver lukket, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan vil det kommende center komme til at se ud, hvis det bliver en realitet. Foto: Illustration: Wilhelm Lauritzen Arkitekter A/S

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Holbæk Byforum, der er handelsstandsforening i Holbæk. Ifølge foreningen er detailhandelsanalysen på dagsordenen til et møde den 5. november, og indtil da har de ingen kommentarer.  

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App