Mangelfulde brystundersøgelser: Her er planen fra Region Sjælland

Arkivfoto. Foto: Colourbox

Region Sjælland er nu klar med en plan for, hvordan de vil hjælpe de mange kvinder, der har fået mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus.

Direktionen i Region Sjælland har onsdag formiddag fremlagt en plan for, hvad der skal ske fremadrettet i forhold til hundredvis af kvinder, der har fået mangelfulde brystundersøgelser.

- Vores direktion har fremlagt en 7-punktsplan, som vi har godkendt, som blandt andet handler om at hjælpe de kvinder, der ikke er blevet undersøgt ordentligt. Men den handler også om at sikre, at vi i fremtiden har den rette kvalitet, siger Heino Knudsen (S) til TV ØST.

De kvinder, der fået mangelfulde brystundersøgelser, får nu mulighed for blandt andet at få psykologbistand, personlige samtaler med afdelingen og hjælp til at søge erstatning.

Den såkaldte 7-punktsplan indeholder følgende:

  1. Hotline for berørte kvinder
    Kvinder der er berørt af sagen, kan på hverdage fra 8-22 få rådgivning og hjælp i forhold til at klage og søge erstatning. Kvinder kan også få afklaret, om de har fået en mangelfuld undersøgelse.
    Hvis man er tvivl om, kan man ringe til Sygehuset Hotline på 54 67 22 31.
     
  2. Personlig samtale
    Kvinder der har fået konstateret brystkræft tilbydes en personlig samtale med afdelingen, eller alternativt andre uvildige fagpersoner, for at få afklaring om deres forløb, behandling, samt klage og erstatningsmuligheder.
     
  3. Psykologbistand
    Region Sjælland har indgået aftale med en virksomhed, som kan yde krisehjælp og psykologbistand til berørte kvinder. Såfremt nogle hellere selv vil finde en psykolog finansieres dette af Region Sjælland.
     
  4. Vurdering fra Rigshospitalet
    Rigshospitalet vurderer undersøgelses- og behandlingsforløb for de kvinder, der har fået konstateret kræft i perioden, for at afdække, om der er en sammenhæng til den mangelfulde undersøgelse. Ud fra vurderingen kontaktes de kvinder, hvor vi anbefaler, at de klager og søger erstatning.
     
  5. Afdelingen flyttes til Sjællands Universitetshospital
    Afdelingen der udfører undersøgelserne for brystkræft foreslås flyttet til Sjællands Universitetshospital. Regionsrådet vil hurtigst muligt tage stilling til den organisatoriske flytning og en eventuel fysisk flytning.
     
  6. Overvågning af kvalitet opretholdes
    For at sikre, at der også fremadrettet er den rette faglige kvalitet på afdelingen, vil der blive gennemført en løbende klinisk kontrol af 10 udvalgte patientforløb pr. måned fra marts 2019. Der følges løbende op på, at alle retningslinjer er opdaterede og bliver fulgt.
     
  7. Medarbejderne skal fortælle hvis de oplever kvalitetsproblemer
    Der gennemføres en kampagne for at styrke kendskab til regional retningslinje for bekymringshenvendelser. Her har medarbejderne ret og pligt til at gå til ledelsen, hvis de oplever problemer.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App