Lokal amatørgeolog så meteorit: Det er fantastisk

Foto: TV ØST

Lørdag aften kunne en meteorit ses på himlen over Sjælland, og Elo Mortensen, der er amatørgeolog på Møn, var så heldig at få et glimt af den.

Mange danskere fik sig lørdag aften en helt usædvanlig oplevelse, da en meteorit kastede et stærkt lysglimt på himlem og sammen med et højt brag fik flere til at kigge ud af vinduet.

På Møn var Elo Mortensen ude at lufte sine hunde ved 22-tiden. da braget lød.

- Det var egentligt ret overskyet. Pludselig så jeg et stort lysglimt, og der lød en slags eksplosion - lidt som en fly. Min søn ringede lige efter, han havde også set lysglimtet fra sin bil omkring Rønnede, fortæller han.

Kan være faldet ned i Norge

Selv om det for de fleste har været en ekstraordinær oplevelse at se det, der dagen derpå af eksperter er kategoriseret som en meteorit, så er det i den grad noget helt særligt for Elo Mortensen. Han er medlem af Sydsjællands Stenklub - en forening for amatørgeologer - og hele familien er tossede med sten.

- Det er jo fantastisk for os, når sådan noget sker. Jeg har holdt øje med nyhederne og nettet hele morgenen, for jeg er meget interesseret i, om en meteorsten er faldet ned, men vi skal have lidt mere konkret at vide, før vi kan lede. Måske er den faldet ned helt oppe i Norge, siger Elo Mortensen, der derfor ikke er trukket i overtøjet for at gå ud at lede.

Rumforsker Kristoffer Leer fra DTU siger dog til Ekstra Bladet søndag morgen, at man kan have held til at finde stenfragmenter omkring Holbæk, Roskilde, Frederikssund og Viby på Sjælland. Det vurderer han blandt andet ud fra de registreringer, der er kommet om, hvor folk så glimtet.

 

FAKTA: En meteorit er danekræ og tilhører staten

 
  • En meteorit er landet på Sjælland. Hvis du finder den, må du ikke beholde den selv. Men hvad er danekræ egentlig?
  • Det betyder, at det er en dansk naturhistorisk genstand af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi. Derfor tilhører danekræ staten og skal afleveres til Statens Naturhistoriske Museum.
  • Man er også velkommen til at henvende sig til et af Danmarks øvrige statslige eller statsanerkendte museer, hvis man kommer i besiddelse af en naturhistorisk genstand, der formodes at være danekræ.
  • Finderen vil få udbetalt en findeløn, hvis størrelse fastlægges af Statens Museumsnævn.
  • Begrebet danekræ blev indført i forbindelse med Folketingets revision af Museumsloven i 1989 for at sikre de mest betydningsfulde naturhistoriske fund for den danske offentlighed.
  • Det kan være vanskeligt at vide, hvilke fund der vil blive erklæret for danekræ. Det vil bero på en vurdering i hvert enkelt tilfælde, men generelt må det forventes, at følgende genstande vil være omfattet:
    Sjældne eller meget velbevarede fossiler (forstenede dyr og planter).
    Sjældne dyreskeletter eller dele heraf fra istiden og tiden herefter.
    Mineraler og bjergarter med sjælden sammensætning. Krystaller af usædvanlig størrelse eller form. Alle meteoritter.
  • Den videnskabelige værdi af et danekræ er størst, hvis det nøjagtige findested kan udpeges, så det kan blive nærmere undersøgt.
Kilder: Geologisk Museum

/ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App